Kom godt i gang med cykelleg

Det første skridt til at kickstarte cykelglæden og hjælpe børn til at blive glade og sikre børnecyklister er at lege cykellege. Er du forælder, pædagog eller lærer - vi hjælper dig godt i gang med cykelleg.

Cykellegene, som Cyklistforbundet har udviklet sammen med erfarne bevægelsespædagoger, er nemme at sætte i gang og kan tilpasses til børnenes alder og kunnen.

At kunne cykle øger børns selvværd og selvtillid, og cykelleg har masser af udfordringer til både førskolebørn, børn i indskolingen og børn på mellemtrinet. Allerede fra 2-årsalderen kan børn begynde at øve sig på en løbecykel.

Her på siden finder du inspiration og guides til at lege cykelleg med en gruppe af børn i fx børnehaven eller skolen.

Til dig der er forælder: Vi har samlet fire enkle lege, der er lige til at gå til, og som kan gøre cykeltræningen sammen med dit barn ekstra sjov for jer begge to. Se hvordan du leger cykelleg med dit barn her.

Til dig, der er pædagog: Cykelleg handler om mere end at lære børn at cykle. Der er masser af motorik i at lære at styre sådan en cykel, og cyklen er et oplagt redskab til at arbejde med krop og bevægelse. Samtidig styrker cykelleg børns udvikling både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt. Derfor kan du som pædagog bruge cykelleg til at arbejde med de seks pædagogiske læreplanstemaer for vuggestuer og børnehaver. 'Cykelleg' giver fx rig mulighed for at arbejde med sociale kompetencer og sprog: Legene lærer børnene at tage hensyn til hinanden og mindsker konflikter mellem børnene.

Til dig der er lærer: Oplever du, at dine elever ikke har styr på de basale cykelfærdigheder, så er cykelleg en oplagt måde at få styr på balancen, fartbedømmelsen m.m. Du kan også kombinere flere af legene med fx stavning på dansk eller engelsk eller lave matematik på cyklen. Så får eleverne virkelig noget at holde styr på.

Hvem kan du lege cykelleg med?

  • Cykelleg henvender sig primært til børn i alderen 2-12 år

  • Større børn med dårlig udviklet motorik vil også få gavn af cykellege

  • Både pædagoger, lærere og forældre kan lege cykelege med deres børn.

Sikre cyklister starter med cykelleg

Et barn, der er optaget af at holde balancen og holde fødderne på pedalerne, er ikke klar til at blive sluppet ud i trafikken, hvor det skal kunne koncentrere sig om, hvad der sker omkring det.

Men kan man først fange sæbebobler og lave ringridning på cyklen, har man overskud til at holde øje med de andre trafikanter. Med cykelleg træner barnet balance, afstands- og fartbedømmelse, rum- og retningssans og forskellige manøvrer på cyklen - uden at opdage det, fordi det er ren leg.

At blive sikker på en cykel kommer ikke af sig selv. Det kræver øvelse. Har du prøvet, at den traditionelle cykeltræning med kosteskaftet går i hårknude til stor frustration for alle? Brug cykelleg i stedet.

Lad os komme i gang

Herunder finder du alle vores cykellege. Vi har inddelt legebeskrivelserne i fire kategorier: Motorik, fangelege, kognition og samspil.

Klik dig frem til den eller de lege, som du gerne vil lege. Du kan også se videoer med en legeinstruktør, der viser, hvordan legene kan leges, og du downloade Cyklistforbundets bog '20 cykellege - mere sjov cykeltræning for alle børn'.

Legebeskrivelserne er tænkt som inspiration. Vi anbefaler, at du som legeleder overvejer hvilke lege, der fungerer bedst for jeres børn med de fysiske rammer og rekvisitter, som I har til rådighed. Måske kan du også blive inspireret til at opfinde jeres egne varianter eller helt nye lege!

Rigtig god fornøjelse.

Motorik

Træn motorikken, mens børnene fanger sæbebobler, laver bremsespor eller tager på cykelsari.

Se de syv motorik-cykellege

Fangelege

De fleste børn elsker fangelege. Bring velkendte fangelege med op i cykelsadlen og gør dem cykelsikre.

Se de seks fangelege-cykellege

Kognition

Legene udfordrer hukommelse og evnen til at orientere sig hos børnene.

Se de to kognitionscykellege

Samspil

Vi færdes sjældent alene i trafikken. Lær børn at samarbejde og være opmærksomme på hinanden.

Se de fem samspils-cykellege

Video: Sådan kan I lege cykellegene

Se med, når vores cykellegeinstruktør Balder Brøndsted viser eksempler på legene:

Sæbebobler

Kanonkongen Sænker Skibe

Æblerov

Poste Breve

Cykelstopdans

Navnestafet

Kildedillen

Kongens Efterfølger

Cykellegebogen '20 cykellege - mere sjov cykeltræning for alle børn'

Vi har samlet alle legene i en downvenlig version af vores bog '20 cykellege - mere sjov cykeltræning for alle børn'. Her kan du også se, hvordan legene kan enten forenkles eller udvikles, og hvordan man kan lege forskellige variationer af legene.

Hent Cyklistforbundets cykellegebog her (pdf)

Læs også

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere

Vores sociale medier

Følg med i cykelsagen. Du finder os på Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Følg cykelsagen på sociale medier

Til forældre

Du kan gøre meget for at hjælpe dit barn godt i gang med at cykle. Vi har samlet vores bedste råd til cykeltræning, guides og cykellege.

Gå til forældrehjørnet