Min angst får ro, når jeg cykler
Når Nynne Lindeberg kører med offentlig transport, trigger det hendes angst. På cykel er der ikke noget pres - tværtimod er den friske luft genial mod angst.
I Danmark lever 1 ud af 4 med et usynligt handicap. Det kan være psykisk sygdom, kroniske smerter, autisme, ADHD, demenssygdomme, hjerneskade, synsnedsættelse eller hørehandicap.
Et usynligt handicap kan gøre hverdagen mere krævende, og andre kan have svært ved at forstå udfordringerne, fordi de ikke kan ses.
Selv om et menneske med et usynligt handicap typisk cykler på en almindelig tohjulet cykel, kan det være udfordrende fx med mange og hurtige cyklister tæt på.
Det styrker min søns selvbillede, når han kan det samme som sine jævnaldrende. Det giver ham også selvbestemmelse og frihed.Helle Østergaard, mor til Justin, 10 år og synshandicappet
Når du møder et menneske, der bærer et solsikkesymbol - fx Solsikkearmbindet eller Solsikkesnoren, møder du et menneske, der ønsker at gøre det usynlige synligt og vise omverdenen, at de kan have brug for lidt tid, tålmodighed eller hjælp til at komme godt rundt.
Videoen giver en introduktion til, hvad et usynligt handicap er, og hvordan du møder et menneske, der bærer et solsikkesymbol.
Flere af Cyklistforbundets lokale afdelinger inviterer til cykelture med kaffe og kage i lokalområdet, arrangementer for børnefamilier og andre aktiviteter.
Her følger inspiration til det gode møde med solsikke-cyklister i de lokale cykelfællesskaber:
SPØRG, HVORDAN DU KAN HJÆLPE. Spørg ikke, hvorfor de bærer solsikken, og husk, at nogen bærer den, fordi de ledsager en person, som de holder af.
VÆR TYDELIG OG DIREKTE, når du kommunikerer. Hvis nødvendigt - så spørg, om personen har brug for en anden måde at kommunikere på – såsom tegninger eller billeder.
VÆR TÅLMODIG – lyt koncentreret og giv personen tid til at tænke og respondere i eget tempo.
RESPEKTER PERSONLIGE GRÆNSER – lad dig guide af, hvad personen siger. Nogle gange vil en Solsikkebærer ikke have hjælp. Vær opmærksom på personlige grænser. Lad være med at røre nogen uden deres accept.
DØM IKKE - men vis empati og respekt. Drag ikke egne konklusioner om, hvorfor nogen bærer Solsikken. Drag heller ikke egne konklusioner, om hvad de oplever eller har brug for.
Jeg havde flere sygedage, da jeg tog offentlig transport, fordi det altid skabte en form for angst. Når jeg hopper på cyklen, går det meget nemmere. Så jeg kommer ud til flere ting socialt.Nynne Lindeberg, lever med autisme, ADD og angst
For et menneske med et usynligt handicap kan cyklen ofte noget særligt. Lever du fx med angst, kan det kræve mange mentale ressourcer at køre i en tætpakket bus på vej til arbejde hver morgen. Her tilbyder cyklen en anderledes rolig transport, så du ikke møder udmattet på arbejde. For barnet med autisme kan det at cykle til skole give selvtillid, frihed og højere selvværd.
Men for mange mennesker med usynlige handicap kommer cykeloplevelsen også med nogle udfordringer. Der er ofte et større behov for ro og tryghed og for at kunne tage tingene i et roligere tempo end fx en travl cykelpendler, der skal fra A-B så hurtigt som muligt.
Vi opfordrer alle til at møde solsikke-cyklister med tid, tålmodighed og plads.
Vil du købe et solsikkearmbind, solsikkeklistermærker til at sætte på hjelmen eller et af de mange andre solsikke-produkter, kan du gøre det i butikken på hdsunflower.com/dk
Solsikkeprogrammet skal gøre usynlige handicap synlige. Hvis du cykler med Solsikke-armbindet, giver du signal til dine medmennesker om, at du i visse situationer kan have behov for mere tid, tålmodighed eller hjælp.
Cyklistforbundet har med sin indmeldelse i Solsikkeprogrammet forpligtet sig til at træne både forbundets frivillige og medarbejderne i forbundets sekretariat, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan man bedst møder en person med et usynligt handicap.
I sidste ende er ambitionen at skabe en kultur på cykelstien og i trafikken, så alle cyklister, der har brug for særlig opmærksomhed, kan føle sig trygge på cykelstien - også børn, der er nye i trafikken, og ældre, der ikke trives med mange og hurtige cyklister tæt på.
Cykling skal være for alle. Vi har meldt os ind i Solsikkeprogrammet for at arbejde med de barrierer, der afholder mennesker med usynligt handicap fra at cykle. Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet
Når Nynne Lindeberg kører med offentlig transport, trigger det hendes angst. På cykel er der ikke noget pres - tværtimod er den friske luft genial mod angst.
Bettina Søndergaard har både angst, Aspergers og fibromyalgi. For hende giver cyklen en kæmpe frihed og gør at hun kan klare dagligdagens gøremål på egen hånd.
Helle Østergaard brugte flere timer end andre forældre på at løbe bag sin søn på cyklen. Hun ville gerne have, at Justin fik den succes, det giver at kunne cykle - selvom han er blind på venstre øje.
For Hans Helsner har det altid føltes nemmere at cykle. Han har ADHD og autisme, og derfor er det ofte forbundet med stress at tage bus, tog og bil.
Alt om cykling
Med vores anbefalinger klæder vi dig, der fx er trafikplanlægger, fysio- og ergoterapeut, sagsbehandler eller socialpædagog på til at styrke cykling blandt mennesker med handicap.
Alt om cykling
Til dig, der har et handicap, har vi samlet et inspirationsmateriale med viden, inspiration og en bred vifte af cases, der fortæller om et liv med cykling - uanset om man er kørestolsbruger, synshandicappet, har angst eller ADHD.
Det vil vi
Se, hvad vi mener om cykelhjelm, elcykler, cykelparkering, trafiksikkerhed for cyklister og andre aktuelle emner.