Hvilken cykel kører du på?
Jeg havde en almindelig cykel, men når man er tyk, sveder man nemmere, og når man har angst, sveder man endnu nemmere, så jeg var badet i sved, når jeg kom på arbejde. Det passer ikke godt med at stå i en butik, så jeg holdt op med at cykle, indtil jeg fik en elcykel for fire år siden.
Hvad er de vigtigste positive effekter ved at cykle?
Jeg kan slappe af, når jeg cykler, for jeg skal ikke tænke på, at jeg først skal med en bus og så med en anden. Så vidt muligt cykler jeg alle steder hen, og at cykle i naturen skaber mere ro, for så skal jeg ikke koncentrere mig om, hvordan andre føler, at jeg cykler.
Jeg havde flere sygedage, da jeg tog offentlig transport, fordi det altid skabte en form for angst. Jeg var nervøs for, om der var mange mennesker i bussen, om den var forsinket, om mit rejsekort virkede, og hvad min krøllede hjerne ellers kunne finde på af uhyggelige tanker. Når jeg hopper på cyklen, går det meget nemmere, så jeg kommer ud til flere ting socialt.
Hvad eller hvem har været afgørende for, at du cykler?
Som barn cyklede jeg altid, men da jeg blev psykisk sårbar i begyndelsen af 20’erne, tog jeg på, og så holdt jeg op. For fire år siden besøgte jeg min far, som var flyttet til Bornholm. Vi ville ud at se lidt, og han havde lige fået en elcykel. Den prøvede jeg, og bagefter fandt jeg ud af, at det var billigere at lease en elcykel end at bruge rejsekort. Så min far var hovedingrediensen og økonomien saltet.
Hvad er de vigtigste udfordringer, du oplever i forhold til cykling?
Nogle cyklister bliver irriterede på mig, fordi jeg virkelig holder ind, når der skal holdes ind, og når der er rødt, så er der rødt. Som autist gør jeg alt det, reglerne siger. Det er selvfølgelig svært at vide for andre, så det kunne være fedt med en refleks til at vise, at man er anderledes.
Hvad skulle blive bedre, hvis flere med handicap skal op på cyklen?
Cyklen skal ind i hverdagen, og da mange med handicap er i fleksjob eller på kontanthjælp, har de ikke ret mange penge. Derfor ville det være fedt med en ordning, hvor man kunne låne en cykel af kommunen. Og så skal man gøre mere opmærksom på, at ikke alle er trygge ved at cykle hurtigt.