Hvilken cykel kører du på?
Jeg kører på en trehjulet elcykel. Den har to forhjul, så den fylder meget. Når jeg ikke er en særlig erfaren cyklist, skal jeg være meget opmærksom. Jeg er ikke så meget for at cykle inde midt i byen, hvor der er mange mennesker. Det er uoverskueligt.
Hvad er de vigtigste positive effekter ved at cykle?
Jeg cykler til alting, for det giver god mening, at jeg har den mulighed. Jeg føler mig ret fri, når jeg cykler, fordi det giver en følelse af, at jeg kan bevæge mig hvorhen, jeg har lyst. Og at det er min egen krop, som gør det.
Hvad eller hvem har været afgørende for, at du cykler?
Jeg har tidligere gået til racerunning, men det passede ikke længere med min hverdag. Jeg kom så til at tænke på, at de kunne være sjovt at prøve at cykle. Jeg undersøgte, om der fandtes en cykel til mig. Det gjorde der, og jeg søgte om støtte til den. Det fik jeg, så jeg har fået betalt noget af prisen. Jeg ved ikke, hvor ideen til at cykle kom fra, men min mor skubbede på for, at jeg skulle finde en anden sport.
Hvad er de vigtigste udfordringer, du oplever i forhold til cykling?
Jeg har nogle gange prøvet at køre op til et sted, og så er der for smalt til cyklen. Hvad gør man så? Så er det at stå der og tænke på, om jeg skal slæbe cyklen rundt om eller ud på vejen. Det har jeg ikke lige lyst til. Det er godt med cykelstier med god plads til en bred cykel. Det gør det nemmere.
Hvad skulle blive bedre, hvis flere med handicap skal op på cyklen?
Jeg tror ikke, at alle spastikere cykler, men det vil være en god ide, at flere prøver. Det er meget forskelligt, hvor stærkt ens handicap er, og hvilke hjælpemidler som kan hjælpe en til at få lidt mere frihed i hverdagen. Men jeg synes, at man skal undersøge, hvilke muligheder der er.