Thy og Mors med færge og bagerbrød.
Alt passede, den rigtige dato, tilmeldinger og ruten - undtagen vejrmeldingen.
Regnen begyndte allerede da jeg satte cyklen bag på bilen. Fremme i Ydby regnede det stadig, og samtidig begyndte cykelfolket at ankomme i bil. Dog ikke Christian, som var cyklet fra Holstebro og nu måtte ringe hjem efter tørt tøj.
Ydby skov i regn.
Alle tilmeldte sad nu under halvtaget og nød kaffen. Samtidig kunne jeg byde velkommen og fortælle lidt om turen 🚴.
Ydby skov - under tag før start.
Da vi cyklister var klar til start, ophørte regnen så småt. Turen havde start i Ydby, hvor hjemstavnsdigteren Hans Bakgaard havde boet og hvor hedengangne Cirkus Miehe havde haft vinterkvarter indtil 1958.
Ved Kløvenhøj.
Gennem Dover Plantage og Doverodde, hvor Købmandsgården ligger i byggerod, nåede vi til Næssund.
Doverodde
Her blev vi færget over til Mors med færgen af samme navn - en gammel træfærge på 60 år og nu drevet som foreningsfærge. Under overfarten kravlede Jens K til tops på færgen, for at få foto af cyklist flokken 🚴🚵🚴.
Ombord på færgen hilser vi på fotografen.
Næssund færgen.
På Mors cyklede vi til Vester Hvidbjerg, hvor der var fine forhold til en pause. Toiletlån var aftalt med den nye købmand, som snart genåbner den lokale butik.
Pause i Vester Hvidbjerg.
Kursen blev nu sat mod Agerø, hvortil vi kom ad en dæmning. Øen er kendt for de store flokke af overvintrende små lysbuede knortegæs og den lille kirke. Kirken havde været aflåst, da jeg var forbi under planlægningen af turen. Tak til Christian som fik fremskaffet nøglen, så vi fik adgang til kirken. Her kunne vi se det blå vindue med det gyldne kors, som er i stedet for en altertavle.
Agerø kirke med det blå vindue.
Nu var vi så småt ved at være kaffetørstige og kørte til Gaard Bageriet, som ligger på en gård mellem Agerø og Vester Hvidbjerg. Her sad vi i kalvestalden og nød kaffen og den gode kage ☕🥞.
Kaffepausen på Gaard Bageriet.
Turen hjemad var igen via Vester Hvidbjerg og Karby til færgeoverfarten. I Thy kørte vi over Dover og igen gennem plantagen til startstedet ved Ydby.
Tak for deltagelsen til turen, hvor vi 20 cyklister kørte et par af fyrre km og hvor de fleste kilometer blev kørt på Mors.
Et par hjemmesider for færgen og bageriet : næssundfærgensvenner.dk og gaardbageriet.dk
Hilsen fra turlederen Niels Kristian