Derfor skal I cykle i børnehaven
Børnehuset Pilehytten oplevede, hvordan cykellege fra Cyklistforbundet fik børn i børnehaven til at blive cykelklar til skolen. Sidste år cyklede over 22.000 børn med i Vi kan cykle!.
Børn lærer bedst gennem leg. Derfor er cykellegene fra Cyklistforbundet geniale til at lære børn i børnehaven at cykle. Det forklarer Peter Frimer Dyrholm-Ebsen, der er pædagog i Børnehuset Pilehytten i Svinninge. Pilehytten deltog sidste år i Cyklistforbundets gratis børnehavekampagne Vi kan cykle!, og Peter Frimer Dyrholm-Ebsen opfordrer alle børnehaver i Danmark til at melde sig til.
”Hvis jeg skal give et godt råd til institutioner, som ikke har prøvet at være med før, så er det, at de skal prøve det. Det er det fedeste, og man kan se, hvor meget det giver børnene, så, alene af den grund, synes jeg, man skal gøre det. Jeg er blæst fuldstændig bagover ved at se den glæde, det giver børnene,” siger pædagogen.
Tilmeldingen til Vi kan cykle! er netop åbnet. I Vi kan cykle!-kampagnen får børnehaverne tilsendt materiale fra Cyklistforbundet, hvor de blandt andet kan se, hvordan børn lærer at cykle med cykellege, som fx ’Kongens efterfølger’ og ’Kanonkongen’. Og Vi kan cykle! giver konkret udbytte, når man kigger på bundlinjen i "cykelregnskabet", fortæller Peter Frimer Dyrholm-Ebsen.
”Mange af børnene startede med at have støttehjul på, men til slut var der mange, der havde fjernet dem. Vi hører fra forældrene, at det giver børnene meget mere lyst til at cykle – også når de kommer hjem. De bliver meget mere trygge ved at cykle, og det er jo fantastisk.”