Derfor skal I cykle i børnehaven

Børnehuset Pilehytten oplevede, hvordan cykellege fra Cyklistforbundet fik børn i børnehaven til at blive cykelklar til skolen. Sidste år cyklede over 22.000 børn med i Vi kan cykle!.

Børn lærer bedst gennem leg. Derfor er cykellegene fra Cyklistforbundet geniale til at lære børn i børnehaven at cykle. Det forklarer Peter Frimer Dyrholm-Ebsen, der er pædagog i Børnehuset Pilehytten i Svinninge. Pilehytten deltog sidste år i Cyklistforbundets gratis børnehavekampagne Vi kan cykle!, og Peter Frimer Dyrholm-Ebsen opfordrer alle børnehaver i Danmark til at melde sig til.

”Hvis jeg skal give et godt råd til institutioner, som ikke har prøvet at være med før, så er det, at de skal prøve det. Det er det fedeste, og man kan se, hvor meget det giver børnene, så, alene af den grund, synes jeg, man skal gøre det. Jeg er blæst fuldstændig bagover ved at se den glæde, det giver børnene,” siger pædagogen.

Tilmeldingen til Vi kan cykle! er netop åbnet. I Vi kan cykle!-kampagnen får børnehaverne tilsendt materiale fra Cyklistforbundet, hvor de blandt andet kan se, hvordan børn lærer at cykle med cykellege, som fx ’Kongens efterfølger’ og ’Kanonkongen’. Og Vi kan cykle! giver konkret udbytte, når man kigger på bundlinjen i "cykelregnskabet", fortæller Peter Frimer Dyrholm-Ebsen.

”Mange af børnene startede med at have støttehjul på, men til slut var der mange, der havde fjernet dem. Vi hører fra forældrene, at det giver børnene meget mere lyst til at cykle – også når de kommer hjem. De bliver meget mere trygge ved at cykle, og det er jo fantastisk.”

Færre og færre børn i Danmark cykler, og formålet med Vi kan cykle! er blandt andet at gøre børnene til tidligere cyklister, så de bliver vænnet til at bruge cyklen. Det forklarer Mai-Britt Aagaard Kristensen, der er projektleder i kampagnen.

”Det går desværre den forkerte vej med børns cykling i Danmark, så vi var rigtig glade for, at 22.500 børn legede med i 2023 og brugte kampagnens sjove cykellege til at lære at cykle, og børnehaverne samtidig fik arbejdet med nogle af læreplanstemaerne. Vi har åbnet den gratis tilmelding igen og håber, vi får endnu flere børnehaver med i år,” siger hun.

Pilehytten i Svinninge er med igen.

”Jeg synes, det er superdejligt, at vi i så tidlig en alder kan lære børnene at cykle. Det varer ikke så længe, før mange af dem skal starte i skole, og det er jo helt fantastisk, at de så kan cykle i skole," siger Peter Frimer Dyrholm-Ebsen.

Fakta om Vi kan cykle!

Cyklistforbundet samarbejder med Østifterne om kampagnen, og den er derfor gratis at deltage i. Den bygger på Cyklistforbundets cykeltræningskoncept Cykelleg. Når børnene leger cykellege som ”Kanonkongen" og "Kongens efterfølger”, øver de blandt andet at starte og bremse, at orientere sig og at tage en hånd af styret uden at miste balancen, at bedømme fart og afstand og ikke mindst at passe på hinanden og være gode trafikvenner.

Cykelleg giver børnene færdigheder, som er afgørende for at blive en cykelglad og cykelsikker børnecyklist, der er cykelparat til skolestart.

Tilmelding er gratis og sker på vikancykle.dk.

Brug os

Alle børnehaver: Nu kan I tilmelde jer Vi kan cykle!

At blive cykelsikker er første skridt på vejen til at blive cykelglad og trafiksikker børnecyklist. I børnehavekampagnen Vi kan cykle! leger børn sig til at blive sikre på cyklen med sjove cykellege. Vi kan cykle!-2024 kører hele maj måned. Det er gratis at være med, og tilmeldingen er åben nu.

Læs mere og tilmeld jer

Brug os

Tilmelding til Vi kan cykle

Tilmeld din institution til Cyklistforbundets børnehavekampagne Vi kan cykle!

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere