Line Ringsholt Jensen


Erfaring fra Cyklistforbundet og andet organisationsarbejde
Jeg har siddet i Cyklistforbundets bestyrelse siden sidste landsmøde. Her har jeg bidraget med min viden om mobilitet i samfundet samt med min viden om administration af foreninger, som jeg især har fra mange år som formand for bestyrelsen i min ejerforening.

Jeg brænder for at fremme cyklismen - især hverdagscyklismen - i Danmark. Der er kun godt at sige om cyklisme, og det er derfor trist at læse, at vi cykler mindre og mindre. Der er derfor endnu mere behov for, at vi står sammen om at få vendt denne udvikling, og det vil jeg gerne fortsætte med at bidrage til.

Jeg tror på, at der både skal være fokus på en ordentlig infrastruktur og på, hvordan cykling kan medvirke til den grønne omstilling. Det er et af de nemmeste "værktøjer i skuffen" - det kræver ingen nye opfindelser. De fleste har jo også allerede en cykel stående, så der skal heller ikke store privatøkonomiske investeringer til.

Jeg har altid elsket at cykle, og jeg cykler til næsten alt. Det er en fleksibel transportform - cyklen kører, når jeg skal afsted, og i al slags vejr. Det meste transport foregår på min citybike, for den er praktisk. Med cykelkurv både for og bag har jeg plads til både computer, skiftetøj, indkøbsposer osv. Der er ingen, der skal komme og sige, at man ikke kan have bagage til weekendturen eller klare indkøb til flere dage, hvis man "kun" har en cykel.

Uddannelses- og erhvervserfaring
I mit arbejde som konsulent i COWI arbejder jeg for at fremme mobiliteten i samfundet - det gælder både den kollektive trafik og især cyklingen. Jeg bistår bl.a. kommuner med at søge om midler til at anlægge flere cykelstier. Der er alt for mange steder uden for de større byer, hvor det er for farligt at cykle, fordi den eneste mulighed er at cykle på landevejen, hvor der ofte kører mange større køretøjer med alt for høj fart. Med en uddannelse som økonom lå det ikke lige i kortene, at jeg skulle arbejde med trafik - men jeg blev hurtigt bidt af muligheden for at arbejde med et område, som har så stor betydning for vores allesammens hverdag.

I 13 år har jeg arbejdet som embedsmand i bl.a. Trafikministeriet og Trafikstyrelsen, og jeg ved derfor, hvordan man påvirker dem, der tager beslutningerne. Denne erfaring forsøger jeg at bringe i spil i HB.

Mine fokusområder og hvilke opgaver kan jeg bidrage med som bestyrelsesmedlem
Jeg har et kæmpe netværk i den politiske verden. Jeg kan derfor især bidrage med at påvirke vores politikere og kommuner til at prioritere og indtænke cyklismen i den grønne omstilling og i trængselsdagsordenen. Tallene viser, at antallet af biler på vejene er steget her post-corona, og den udvikling SKAL vi simpelthen vende. Den nemmeste måde at holde sig sund på er jo netop at tage cyklen.

Jeg tror på, at der skal sættes ind på flere fronter, men det gælder om at få fat i fremtidens cyklister, så cyklen bliver et naturligt valg for dem. Det behøver ikke altid koste mange penge, men kampagner, hvor man inddrager skolerne er et oplagt sted at starte. Det er også rigtig godt, at markedet for elcykler vokser så hastigt, at mange, som måske ikke ellers ville cykle pga. for lang afstand eller dårligt helbred, alligevel får muligheden. Nogle arbejdspladser har haft kampagner, hvor de ansatte gratis kunne låne en elcykel i en måned, og jeg tror på, at der skal flere af den slags tiltag til. Her kan Cyklistforbundet bidrage med viden, mens udgifterne afholdes af arbejdspladserne.

Forældre skal være trygge ved at sende deres børn ud på cyklen, i stedet for at vende dem til at blive kørt. Det er også ét af de nemmeste steder at sætte ind i forhold til en bedre sundhed, som jeg også er meget optaget af.

Hvor ser jeg Cyklistforbundets udvikling om fem år og på længere sigt
Jeg drømmer om, at Cyklistforbundet er en naturlig sparringspart, når det gælder beslutninger - store som små - inden for cyklismen i Danmark, og at forbundet har en meget større stemme i den offentlige debat.

Se alle kandidaterne

Kandidater til hovedbestyrelsen 2022

Hovedbestyrelsen er Cyklistforbundets øverste myndighed, der bliver valgt på det årlige landsmøde i oktober. Se de opstillede kandidater her.