På mountainbike i Alperne
To gange har 40-årige Lasse Hansen været med på en tur til de schweiziske alper, hvor rytterne hver dag passerer to bjergpas. Selv om det er ekstremt hårdt, nyder han de mange timer på cyklen, det anderledes terræn og synet af gletsjere, bjergtoppe, dale, skyer og højderygge.
(Artiklen er fra magasinet CYKLISTER #3 2021. Skrevet af Henrik Stanek.)
Læs også :Mountainbike-ferie som pakkerejse)
- Jeg mærker virkelig min krop, og når jeg kører ned ad små stier, lukker jeg af for alt andet, fordi jeg bliver udfordret konstant. Jeg kan cykle i lang tid uden at tænke på andet end, hvad der er lige foran mig. Det er også fedt at se, hvordan jeg bevæger mig i landskabet, når jeg kigger tilbage på en bjergtop, som jeg var på to timer før, siger Lasse Hansen.
Herhjemme kører Lasse Hansen mountainbike i skovene nord for København, men to gange har han været med på en betalingstur til Schweiz, som en af hans venner arrangerer. En selvarrangeret tur til Mont Blanc i Frankrig står også på cykel-cv’et.
Det er den store forskel i terrænet, som trækker ham sydpå.
- Du kan finde klipper på Bornholm, hvor du kan køre nedad i to-tre minutter. I Alperne kan det gå nedad i to timer. Der er meget længere stræk end i både Danmark og Sverige, siger Lasse Hansen, som bor i Vanløse.