På mountainbike i Alperne

To gange har 40-årige Lasse Hansen været med på en tur til de schweiziske alper, hvor rytterne hver dag passerer to bjergpas. Selv om det er ekstremt hårdt, nyder han de mange timer på cyklen, det anderledes terræn og synet af gletsjere, bjergtoppe, dale, skyer og højderygge.

(Artiklen er fra magasinet CYKLISTER #3 2021. Skrevet af Henrik Stanek.)
Læs også :Mountainbike-ferie som pakkerejse)

- Jeg mærker virkelig min krop, og når jeg kører ned ad små stier, lukker jeg af for alt andet, fordi jeg bliver udfordret konstant. Jeg kan cykle i lang tid uden at tænke på andet end, hvad der er lige foran mig. Det er også fedt at se, hvordan jeg bevæger mig i landskabet, når jeg kigger tilbage på en bjergtop, som jeg var på to timer før, siger Lasse Hansen.

Herhjemme kører Lasse Hansen mountainbike i skovene nord for København, men to gange har han været med på en betalingstur til Schweiz, som en af hans venner arrangerer. En selvarrangeret tur til Mont Blanc i Frankrig står også på cykel-cv’et.

Det er den store forskel i terrænet, som trækker ham sydpå.

- Du kan finde klipper på Bornholm, hvor du kan køre nedad i to-tre minutter. I Alperne kan det gå nedad i to timer. Der er meget længere stræk end i både Danmark og Sverige, siger Lasse Hansen, som bor i Vanløse.

Han havde senest sin mountainbike med i de schweiziske alper i slutningen af juli.

- Det er ikke alle og enhver, som kan være med på turen. Vi sidder på cyklen i ti timer om dagen og passerer to bjergpas. Vi møder op dernede med vores cykler og har meldt os til ud fra den forudsætning, at det bliver hårdt, så vi skal have et vist niveau, fortæller Lasse Hansen.

Selv om sporene kræver hans fulde opmærksomhed, er det ikke faren ved at køre i bjerge, som driver ham.

- Jeg kan blive reddet, hvis der sker noget, men jeg ved samtidig, at der er langt ned til byen, så jeg er fyldt med adrenalin. Det får mig til at leve mig ind i sporet. Jeg skal hele tiden vurdere risiciene, men hvis det var fare, jeg gik efter, ville jeg vælge en bikepark, hvor man tager liften op og kører over store hop på vej ned. Det er ikke vilde stunt, som tiltaler mig, men det at være ude i lang tid, siger Lasse Hansen.

De høje bjerge byder på store udfordringer

Adrenalin fylder kroppen

Det er ikke til diskussion, at turen går til Schweiz, for det er det område, vennen kender. Ruterne er en blanding af cykle- og vandrestier i bjergene, og turene går ikke kun op eller ned.

- Vi kører rundt i ret højt terræn på op til 2.800 meters højde. Det er langt over trægrænsen, hvor bjergene er fyldt med jord, klipper og sten, og når vi kommer ned mellem træerne, kører vi på vandrestier, som hælder noget mere end i Danmark, fortæller Lasse Hansen.

Undervejs ser rytterne scenarier med gletsjere, bjergtoppe, dale, skyer og højderygge, som de prøver at nyde synet af. Husene ser anderledes ud, og på bjergskråningerne går køer går rundt med klokker om halsen.

- Det er lækkert at have noget flot at kigge på, når vi træder i pedalerne i en time eller halvanden på vej op til et pas. En lang tur opad har også sin charme, for så bruger jeg kroppen på en anden måde, siger Lasse Hansen om den fire dage lange mountainbiketur.

Rytterne kører fra by til by og overnatter på et bed and breakfast, et hostel eller et lille hotel. Men det kan være svært at falde til ro.

- Vi har kørt ned mod byen i lang tid i et terræn, vi ikke kender, så vi er godt trætte. Men adrenalinen kører rundt, fordi vi er høje af de udsigter, vi har haft i løbet af dagen, og den distance vi har rykket os. Vi begyndte om morgenen med at tage en lift op og har så kørt over et pas for at lande i en by til frokost. Det har egentlig været en fin dagstur, men vi tager lige et nyt pas om eftermiddagen, konstaterer Lasse Hansen.

At rytterne overnatter i forskellige byer betyder, at de har alt udstyr med sig.

- På bike packing har man tasker foran og bagpå, så der kan have telt og sovepose med, men for os vil tasker forstyrre cyklens bevægelser. Derfor har vi alt med i en rygsæk på max 25 liter. Jeg begynder turen i et sæt rent cykeltøj. Det har jeg på i alle fire dage, så det bliver godt beskidt, fortæller Lasse Hansen, som også har regntøj, værktøj, små reservedele og lidt proviant med på ryggen.

Et lille rast i Schweiz

Gode ture bygger på research

I år var der syv ryttere med på turen til Schweiz, som Troels Bernth fra guidefirmaet Trailskipper Bornholm arrangerer hver sommer.

- Vi kører på så mange spor som muligt i et højt terræn, så jeg laver ruter langs bjergrygge. Ellers ville vi bare køre ned igen, så snart vi var kommet op, siger Troels Bernth.

Man kan sagtens selv tage til Alperne, men når man skal krydse meget land og finde fede spor højt oppe, kræver det kendskab til, hvordan man bevæger sig i bjerge, og man skal kende til ruter, så man kan navigere, for eksempel hvis et spor viser sig at være ufremkommeligt på grund af sne eller et stenskred.

- Min tur er resultatet af, at jeg har været dernede mange gange på egen hånd. Nogle ruter er lagt ind på GPS, men jeg bruger også meget tid på research på computeren herhjemme, og det kræver, at jeg kan læse kort og højdekurver. Man kan sagtens sætte en rute sammen, men når man kommer derned, finder man ud af, at den zigzagger, fordi stien er så stejl, at man hverken kan cykle op eller ned. Derfor skal man finde et spor, som nok er længere, men har mindre fald, siger Troels Bernth.

Til turen opad prøver han at ramme almindelige veje og grusveje, for man kan komme til at bruge timer på at klatre op ad en sti.

- Det er ligesom et spil, bare med kort og Google Earth. Hvis man finder en vej, som går op til et pas, og man ikke kan komme ned på den anden side, må man finde en vej til et andet pas.

Man kan godt tage til Alperne uden research og bare cykle afsted, men de fleste søger udfordringer, som passer til deres tekniske niveau.

- Hvis man bare kører op i bjergene, bruger man måske en hel dag på at finde et enkelt fedt singletrack. Hvis man tager ned for at prøve sig frem, bør man i det mindste have en ide om, at man skal fra en by til en anden med fire dale imellem. Så kan det være, at det bliver en lortetur, hvor man bærer cyklen i 40 procent af tiden, men man har stadig været på eventyr, og man lærer af sine fejl, siger Troels Bernth.

Sverige et godt sted at begynde

Det kan Lasse Hansen tale med om. For tre år siden tog han til Frankrig på egen hånd for at cykle rundt om Mont Blanc. Han havde fundet en vandrerute, han ville køre ad, men han havde undersøgt sporet for lidt.

- Jeg kom til at gå meget med cyklen på ryggen. Jeg fik stadig en god oplevelse og lærte en masse, men det blev ikke den cykeltur, jeg havde regnet med. En bedre undersøgelse havde været givet godt ud, erkender han.

Alligevel anbefaler Lasse Hansen, at man tager til udlandet med sin mountainbike. Den første tur bør dog ikke gå til Alperne, men til Sverige.

- Sverige er et godt sted at prøve at cykle hele dage, for der kan være langt imellem, at man kommer til en by, hvor man kan proviantere. Man kan let køre to-tre timer i skoven uden at møde andre, og selv om svenskerne skilter godt, kan man aldrig helt vide, om man er på rette vej.

Det giver noget at tage på ferie og køre i mange timer hver dag.

- Det kan være, at man kører, indtil stien er helt mørk, og når man har slået telt op, kravler man ind i det møgbeskidt. Det er ofte det, man husker, når man kommer hjem. At det var hårdt, men det lykkedes. Turene til udlandet giver mig en form for bekræftelse. Samtidig er landskaberne i både Sverige og Schweiz større og mere imponerende end herhjemme. Selv om vi har skove af en vis størrelse i Danmark, skal jeg kun cykle i en halv time for at komme ud til en større vej. Det er en anden oplevelse for mig at være i en skov eller på et bjerg, hvor jeg er væk fra motorlarm, siger Lasse Hansen.