Lonni Pia Tyrrell i forgrunden med Jane Kofod fra Cyklistforbundet, Rasmus Emil Lindhede samt børn og lærere på skolen.
Alle Børn Cykler Prisen 2023 går til specialklasselærer i Stenløse
Lonni Pia Tyrrell er lærer i en specialklasse på Lærkeskolen i Stenløse og giver gennem brug af cyklen selvtillid, frihed og højere selvværd til en gruppe børn, der ikke altid har det let. Det gjorde hende til modtager af Alle Børn Cykler Prisen 2023, der uddeles af Cyklistforbundets, Novo Nordisk Danmark og Alle Børn Cykler Alliancen.
Alle Børn Cykler Prisen går hvert år til en lærer, der bakker stærkt op om, at eleverne skal cykle. Det kan fx være ved kontinuerligt at opfordre sin elever til at cykle til skole og i fritiden, være en rollemodel og selv cykle meget, bruge cyklen meget aktivt i undervisningen, have hjulpet bestemte elever i gang med at cykle eller have skubbet til sine kolleger, så de er kommet i gang med at bruge cyklen mere på skolen.
Det gør Lonni Pia Tyrrell, der blev behageligt overrasket, da Cyklistforbundets vicedirektør, Jane Kofod, dukkede op i klassen med diplom, blomster og præmie. Jane Kofod gav ikke kun blomster men også mundtlige roser til Lonni Pia Tyrrell ved prisuddelingen:
"I år har vi fået hele 110 nomineringer til prisen. Fem lærere blev shortlistet som kandidat til prisen. Og prisen – den tog du. Jeg ved, at du cykler med hjælp fra dine kollegaer, men du har en kæmpe aktie i børnenes cykelsuccesser – og derfor er netop du blevet nomineret – og har vundet prisen. Cykling i hverdagen er med til at sikre sundhed og trivsel, og børn cykler, når vi voksne hjælper dem til det. Derfor er det helt fantastisk, at du giver cykelglæde og cykelsikkerhed videre til dine elever," sagde Jane Kofod ved prisuddelingen, inden hun videregav præmien, som var et gavekort på 5.000 kroner til Sinatur Hotel & Konference og et medlemskab af Cyklistforbundet.