Der er altså grund til at være bekymret over, at selvkørende biler kan få folk til at fravælge cyklen og den kollektive transport i fremtiden – hvilket vil give mere dystopiske bymiljøer i fremtiden – præget af indelukkede metalkasser fremfor levende mennesker, der interagerer med hinanden.

Høringssvar fra Cyklistforbundet vedrørende forslag til ændring af færdselsloven (revision af forsøgsordning for selvkørende enheder)

Selvkørende biler skal indrette sig efter fodgængere og cyklister

Selvkørende biler kan øge trafiksikkerheden men også skabe dystopiske bymiljøer med flere tomme kørende metalkasser. Bilerne bør programmeres med fokus på cyklister og fodgængere og følges ad med lovgivning om minimum 1,5 meters afstand ved overhaling og 30 km/t i byerne.

Cyklistforbundet vil i forbindelse med høringen om selvkørende køretøjer gerne udtrykke både begejstring og bekymring for fremtiden med disse.

Færre menneskefejl

Helt overordnet er der noget, der tyder på, at selvkørende køretøjer vil være en sikkerhedsmæssig gevinst for cyklister og fodgængeres sikkerhed, da mange ulykker i dag skyldes menneskelige fejl i trafikken. Det er naturligvis værd at glædes over.

Færre mennesker, mere metal

Det er dog også vigtigt at være skeptiske overfor indførelsen af selvkørende køretøjer af andre årsager. For det første er det f.eks. overvejende sandsynligt, at selvkørende køretøjer vil resultere i flere køretøjer i bybilledet – blandt andet af den simple årsag, at der i fremtiden også vil kunne køre tomme biler rundt. Det er i forlængelse heraf en risiko, at ejere af selvkørende køretøjer beslutter at lade deres biler køre rundt i stedet for at lade dem parkere, fordi det er billigere. Desuden vil indførelsen af selvkørende køretøjer sandsynligt resultere i flere ture foretaget af mennesker i bil, da det som bekendt kræver mindre af mennesket at blive kørt end selv at køre.

Der er altså grund til at være bekymret over, at selvkørende biler kan få folk til at fravælge cyklen og den kollektive transport i fremtiden – hvilket vil give mere dystopiske bymiljøer i fremtiden – præget af indelukkede metalkasser fremfor levende mennesker, der interagerer med hinanden.

Særligt fokus på cyklister

Cyklistforbundet vil for det andet minde Færdselsstyrelsen om, at styrelsen i deres fremtidige udstedelse af tilladelser til selvkørende køretøjer bør være særligt opmærksom på producentens angivelse af, om cyklister og fodgængere har været et særligt fokuspunkt i udviklingen eller ej.

Da der er stor forskel på at optimere en bils evne til at køre på motorvej, hvor kompleksiteten er lav, til inde i byen, hvor kompleksiteten er høj, fordi mange trafikanter bevæger sig på forskellige køretøjer med forskellige bevægelsesmønstre, signalgivning mv., er der derfor behov for at sikre, at tilladelse gives til selvkørende køretøjer, som har tænkt cyklister og fodgængere ind i bilens programmering og kørsel.

30 km/t og 1,5 meter forbedrer trafiksikkerheden

Cyklistforbundet mener for det tredje, at Færdselsloven skal præcisere, at biler skal holde en afstand på minimum 1,5 meter, når de overhaler cyklister. Det er allerede tilfældet i flere europæiske lande. Vi mener ikke, at det skal være op til den enkelte bilproducent frit at definere, hvad en passende afstand vurderes at være. Det skal Færdselsloven fastsætte.

Desuden bør udgangspunktet for hastigheden i byerne være 30 km/t. Vi mener, at sådanne initiativer vil kunne styrke cyklisters sikkerhed og tryghed betydeligt i trafikken. Med den teknologiske udvikling og øget udbredelse af selvkørende biler kan sådanne regler nemt integreres i bilernes programmering, så de sikres overholdt automatisk og konsekvent. Dette vil bidrage til en mere sikker og harmonisk trafik.

Afsluttende bemærkninger

Cyklistforbundet ser frem til at bidrage til drøftelser om implementeringen af selvkørende teknologi og opfordrer til, at cyklisters og fodgængeres trafiksikkerhed prioriteres meget højt.

Helt overordnet ser forbundet – med det nuværende vidensgrundlag – sådan på det, at en selvkørende bil, der erstatter en traditionel bil, er et samlet plus for cyklisters sikkerhed.