Torsdag den 8. april kunne man se frem til regeringens nye infrastrukturplan for de næste 10 år. Det var med en vis forventning, dels fordi regeringen jo er en grøn regering, der selvsagt ville sætte klimaet øverst på dagsordenen, dels ved vi fra coronanedlukningen, at samfundet kan fungere med beskeden biltrafik, dels er vores transportminister en cykelminister, der i sin biografi skriver, at transportpolitik er klimapolitik - og som ekstra guf blev det nyligt foreslået, at kommunerne fremover skal have lov til at beslutte at holde bilfri søndag.
Så hvad kunne gå galt?
Tja, vi blev slået tilbage til 1960, dengang infrastrukturen havde et reelt behov for udbygning. Som Lars Trier Mogensen, Information, skriver i sin analyse af regeringens trafikudspil, så var det her Mette Frederiksen markerede overfor sine bilende middelklassestemmer, at regeringen ikke er så grøn, at det gør noget. Planen står på motorveje og mere biltrafik, og da det mere eller mindre er den samme plan, som Venstre og de borgerlige gik ind for før regeringsskiftet, bliver der næppe den store modstand i Folketinget (måske med undtagelse af enkelte på venstrefløjen).
Så farvel til den ambitiøse cykelpolitik og goddag til endnu mere motorvej. Klima, miljø og folkesundhed blev nedgraderet til fordel for en kortvarig fremkommelighed - for mennesker der - frivilligt eller presset af vores samfundsstruktur - vælger at starte transportmidler der vejer 15 gange så meget som dem selv, kræver betydelige mængder brændstof og i øvrigt er skadelige for omgivelserne. Det betyder nok også, at forslaget fra Celis Consult om at gøre Fyn til et cykelexperimentarium trods god modtagelse i Folketingets transportudvalg ikke får nogen opbakning.
Det er nedslående, men vi må arbejde for, at vores børn også får muligheden for at hoppe op på cyklen og nyde glæden ved sol, vind og egen fremdrift.
Birte
Mogens Juhl: Året fortalt i tegninger - 1970