Skriv under på 30 er det nye 50

Ønsker du også, at vores byer skal være meget mere sikre, grønne og rare at være i? Så skriv under på 30 er det nye 50. Målet er at få ændret Færdselsloven, så 30 km/t bliver den nye normalhastighed i byområder, og hurtigere og farligere hastighed bliver undtagelsen.

Fart dræber

Der er tre gange så stor risiko for at komme alvorligt til skade eller blive dræbt i trafikken, hvis du som gående eller på cykel bliver ramt af en bil, der kører 50 km/t:

9 ud af 10 overlever et sammenstød med 30 km/t, mens du som blød trafikant kun har 30 % chance for overleve, når en bil rammer dig med 50 km/t.

Forskellen er faktisk så stor, at en bil med 30 km/t kan nå at standse helt, inden bilisten, der kører 50 km/t, overhovedet når at reagere.

Læs mere



Sikkerhed

Når hastigheden går ned, så bliver det meget sikrere at være i trafikken. Det nyder især de nye og de usikre trafikanter godt af. I en tid hvor bilerne bliver større, hurtigere og tungere, må farten i byerne sættes ned, så det er trygt at sende sine børn afsted i trafikken.

Læs mere

Støj

Støjen fra trafikken vil blive lavere, og det giver sundere liv for dem, der bor tæt på befærdede strækninger - f.eks. i Zürich, hvor over 70 % blev udsat for mindre støj i deres hverdag, da hastigheden blev sat ned.

Når man bliver påvirket af støj gennem længere tid bliver ens helbred dårligere. Man får større risiko for en lang række sygdomme som f.eks. kræft og diabetes.

Læs mere

Samme ankomsttid

Det virker ulogisk, men der er nærmest ingen forskel i rejsetiden, når bilerne kører 30 km/t i stedet for 50 km/t i myldretiden i byerne. Mange gange kommer de frem på samme tid - andre gange er rejsetiden forlænget med sekunder. Cyklistforbundet mener ikke, at fart skal stå over vores liv og førlighed.

Læs mere

Færdselsloven skal ændres

I stedet for at skulle argumentere for at kunne sætte hastigheden ned til 30 km/t, så skal det selvfølgelig være omvendt - at man som lovgiver skal argumentere for at sætte hastigheden op. 30 km/t skal være normalhastigheden.

Derfor skal Færdselslovens §42, stk. 1 ændres til:

§ 42. På andre veje end motorveje og motortrafikveje må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser:

1) i tættere bebygget område: 30 km i timen

Så ville kommunerne kunne identificere strækninger, hvor sikkerheden for gående og cyklister er tilstrækkelig god og vælge at ændre hastighedsbegrænsningen.

Vi samler underskrifter, så vi kan gå til transportministeren og kræve, at loven skal ændres, så det er den sikreste hastighed, der er normalen i byerne.

Samtidigt kæmper Cyklistforbundet videre på flere områder for at få sikkerheden forbedret for de bløde trafikanter:

  • som repræsentant i Færdselssikkerhedskommissionen
  • som medlem af Rådet for Sikker Trafik
  • i Folketingets transportudvalg
  • gennem vores løbende arbejde med landets kommuner

FAQ

Hvorfor er fart så farligt?

Der er flere grunde til at det er meget mere farligt at være en del af et trafikuheld, hvor bilen kører 50 km/t i stedet for 30.

Når en bil kører 50 km/t, så vil den afstand som den fortsætter med den hastighed inden førerens reagerer og bremser op, være meget længere end ved 30 km/t. Faktisk er den samlede afstand af reaktionstiden og bremselængde - kaldet standselængden - være næsten dobbelt så lang.

I en bil, der kører 30 km/t, når føreren både at reagere, bremse og holde helt stille på kortere afstand end føreren med 50 når at reagere. Altså før at føreren af bilen, der kører med 50 km/t overhovedet har trykket på bremsen, så står bilen, der kørte 30 km/t helt stille.

Det gør det meget farligere for gående og cyklister - faktisk er der en veldokumenteret sammenhæng mellem hastighed og ulykkernes alvorlighed. Der er tre gange så stor chance for at overleve ved 30 km/t - og antallet af alvorligt tilskadekomne falder også.

I Danmark kom mere end 1.600 mennesker til skade eller blev dræbt i byzone i 2022. Heraf blev 47 personer dræbt. Det tal skal ned på et rundt nul; ingen skal dræbes i bytrafikken. Det er allerede lykkedes i byer som Oslo og Helsinki.

Hvad betyder støjnedsættelsen?

Når hastighed falder, så bliver støjen i byen mindre. Faktisk er andelen af borgere i Zürich, der er udsat for ekstraordinær trafikstøj faldet med over 70%.

Og støj er mere end bare larm i hverdagen - den har alvorlige konsekvenser for vores helbred. I 2022 udkom et forskningsprojekt, der påviser sammenhængen mellem trafikstøj og risikoen for hjertekar-sygdomme, diabetes-2 og brystkræft.

Bliver trafikken mere sikker?

Når man skal begynde sine første ture alene i trafikken som barn, så er trafikken en stor mundfuld at overskue. Mange forældre vælger at køre deres barn i skole eller institution fordi trafiksituationen ikke er tryg og sikker nok. Det starter en dårlig spiral for både børnene og alle os andre. Når hastigheden sættes ned til 30 km/t, så vil det også være lettere at begynde som trafikant - og der vil være færre biler på skolevejen, hvis flere cykler.

Kommer man lige så hurtigt frem?

I modsætning til hvad man skulle tro, så bliver turen i bil gennem myldretiden i byerne ikke forlænget - eller kun forlænget marginalt. Studier fra bl.a. Bruxelles viser at ved en biltur på 5-10 kilometer gennem byen, så var den gennemsnitlige rejsetid forlænget med mellem 5-10 sekunder. Det vil selvfølgelig gælde for alle biler og vil have et aftryk på produktiviteten i samfundet - men det er så lille et aftryk sammenlignet med konsekvenserne for gående og cyklister ved uheld og de mange fordele for miljøet og vores alle sammens sundhed.