Tidligere skoleleder fra Svendborg får Cyklistforbundets pris Årets Cykeldynamo 2019
Jens Fabricius Hansen, der er aktiv i borgergruppen Cykelsti Hvidkilde nu! og medlem af Cyklistforbundet Svendborg, hædres for sin vedholdende og målrettede indsats for cykelsagen.
Cyklistforbundet uddelte på forbundets landsmøde den 26. - 27. oktober i Høje-Taastrup prisen Årets Cykeldynamo 2019. Prisen gives hvert år til et medlem eller en afdeling, som har gjort en særlig indsats for cykelsagen især i eget lokalområde. I år går prisen til Jens Fabricius Hansen fra Svendborg.
Cyklistforbundets formand, Jette Gotsche, begrunder valget sådan her:
- Som aktiv cyklist i mange forskellige sammenhænge forstår Jens cyklingens DNA. Han engagerer sig, tager ansvar og er dedikeret i cyklingens sag, og han bidrager i relevante fora for at udbrede cykling som det foretrukne transportmiddel.
- Jens er også en af de vedholdende aktive i borgergruppen Cykelsti Hvidkilde nu, der kæmper en hård, lang og sej kamp for en cykelsti mellem Ollerup og Svendborg. Jens er troværdig i sin tilgang til gavn for cyklingens sag, og han er en styrke at have i den genetablerede lokalafdeling i Svendborg.
Cyklistforbundet arbejder med sine 15.000 medlemmer samt afdelinger og repræsentanter over hele landet for at fremme cykelsagen. Det er en sag, der er mere aktuel end nogen sinde med stadigt stigende bilisme, øget trængsel og forurening i byerne samt enorme klimamæssige udfordringer.
Jens Fabricius Hansen er tidligere (nu pensioneret) skoleleder på Vester Skerninge Friskole og aktiv som bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundets lokalafdeling i Svendborg.
Prisen ledsages af et gavekort til Cyklistbutikken 1905