Audio: Bilen har stadig mest magt
Vi vil gerne være en stor cykelnation og have København som verdens bedste cykelhovedstad. Samtidig kommer der flere og flere biler. Det hænger ikke sammen, siger eksperterne Jan Gehl og Malene Freudendal-Pedersen.
Audio med Malene Freudendal-Pedersen
En gang i det forrige århundrede besluttede byrådet i Aarhus at anlægge en firesporet vej gennem Latinerkvarteret. I København var der planer om den såkaldte Søringen, en flersporet vej der skulle løbe, hvor Søerne ligger. Begge dele blev skrinlagt. Mon ikke de fleste i dag ville sige, at det havde været to gedigne katastrofer?
Borgerne i Odense var mindre heldige. Her gennemførte byrådet en firesporet vej durk igennem den gamle bydel, Thomas B. Triges Gade, som bystyret i Odense siden 2014 har afviklet igen.
Det 20. århundrede var i høj grad bilens århundrede. Kassen på fire hjul forandrede måden, vi boede og transporterede os på, og den forandrede ikke mindst vores byer.
Du tænker måske, at bilens herredømme for længst er ovre, og at vi nu i Danmark prioriterer fodgængere, cyklister og fuglefløjt. Men siden årtusindskiftet er der kommet omkring 30 procent flere personbiler i København, og siden 2010 er trafikken på vejene i Danmark steget med 14 procent.
Vi har bedt en professor i byplanlægning og en verdenskendt dansk arkitekt og byplanlægger forholde sig til vores forhold til bilen i dag. Lyt med i de to audio'er nedenunder.