Cyklistforbundet hjælper flere og flere børnehavebørn op på cyklen
Cyklistforbundets gratis børnehavekampagne Vi Kan Cykle! har fået vokseværk. I år er der plads til alle børnehaver, som vil cykle og lave cykelleg i maj. I år med særlige lege til de største børnehavebørn, der snart skal begynde i skole, og et helt nyt forældre-univers til forældre, der vil lege med derhjemme.
At blive cykelsikker er første skridt på vejen til at blive trafiksikker cyklist. I Cyklistforbundets maj-kampagne 'Vi Kan cykle!' leger børnehavebørn sig til at blive sikre på cyklen.
- Cykelsikkerhed kommer før trafiksikkerhed. Børn skal være så trygge på deres cykler, at de tør dreje hovedet for at orientere sig og tør løfte hånden fra styret for at række hånden ud. Det kan vores cykellege hjælpe med, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.
Leger færdigheder ind
Cyklistforbundet har udviklet kampagnens mange cykellege i samarbejde med erfarne bevægelsespædagoger.
Legene gør cykeltræning til en sjov aktivitet, hvor børnene sammen med deres voksne i børnehaven leger vigtige cykelfærdigheder som at kunne bremse, bedømme afstande, række hånden ud og se til siden ind.