Dorthe og Kasper vil have tvungen hjelm
På en varm sommerdag droppede Dorthe Kjellerup Jørgensen hjelmen for at køle af. På vej ned ad en bakke mistede hun bevidstheden og faldt om. Det ændrede hendes liv.
Alene ansigtet fortæller, at det er en god idé at bruge cykelhjelm. Efter en ulykke på cykel hænger det ene øje, og når hun smiler, sidder munden skævt. Men Dorthe Kjellerup Jørgensen sætter også gerne ord på, hvorfor det er vigtigt at huske cykelhjelmen.
– Jeg gør, hvad jeg kan for at sprede budskabet. Mit ansigt er delvist lammet i venstre side og viser, hvor galt det kan gå. Også selv om man ikke bliver kørt ned af en lastbil. Hvis jeg med min historie kan få bare én mere til at tage hjelm på, er min mission fuldført, siger hun.
Under en cykelferie med fuld oppakning i 2013 kørte både Dorthe Kjellerup Jørgensen og hendes kæreste Jesper med cykelhjelm. Men der var hedebølge, så efter en drikkepause på en bivej i landlige omgivelser besluttede hun sig for at køre ned ad en bakke uden hjelm for at få luft i håret og køle af.
– Jesper sagde, at jeg skulle passe på, og jeg svarede, at der jo ikke var biler på den lille vej. Men jeg fik et black out, væltede på cyklen og tog fra med hovedet. Jesper troede, jeg lavede sjov, men da han kom op til mig, lå jeg i en blodpøl, som blev større og større, fortæller 44-årige Dorthe Kjellerup Jørgensen.
Ulykken kostede et brækket kraveben, brud på kraniet og 16 hjerneblødninger og har ført til livsvarige mén. Hun bliver hurtigt udtrættet, fordi hjernen tager alle lyde og synsindtryk ind. Også organerne er påvirket.
– Hjertet vil det hele, men hjernen ikke kan følge med, så den nye Dorthe skal oftere lades op ved hjælp af hvil. Det må jeg leve med, men jeg ville hellere have været foruden.
Hvorfor sidder din mund skævt?
Dorthe Kjellerup Jørgensen læste til lærer, da ulykken skete. Hun har siden gjort uddannelsen færdig og har arbejdet som lærervikar. For nylig fik hun bevilget fleksjob på 8,75 timer om ugen. Mere kan hun ikke klare at arbejde.
– Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg har kostet i indlæggelser på sygehuse og i behandling hos ergoterapeuter og fysioterapeuter, fordi det var varmt, og jeg var dum i et kort øjeblik, siger hun.