Nul biler på parkeringspladsen
Ved børnehuset kører feltet samlet i mål til tonerne af Safri Duo. De har kørt knap fem kilometer, og nu bæller de vand og løber ind på deres stuer for at lege.
De voksne samles i Kastaniebakkens møderum, hvor de får selskab af stedets leder Mette Stobbe og pædagogen Niels Jacobsen, som står for cykeltræningen med de større børn.
– Cykelugen er simpelthen bare en festuge! De små var SÅ seje ude i skoven, hvor har de dog rykket sig, siger Charlotte Amtsbiller, da de har fået kaffe i kopperne og snakker om ugen, der er gået.
Når det er cykeluge, er børnehusets parkeringsplads spærret af for biler og omdannet til en cykellegeplads. Alle børn i vuggestuen og børnehaven har cykler med hjemmefra. Og i skuret ligger kegler, mælkekasser, trommer og bolde klar, så pædagogerne kun skal tænke på at lege og inspirere børnene.
Cyklistforbundets bog ”20 cykellege” bliver brugt flittigt, når pædagogerne lægger program for ugen. De har snart prøvet alle tyve lege – og i år har børnene fx fanget sæbebobler med én hånd på styret, leget kongens efterfølger og testet balancen på et vippebræt.
– Vi lader os inspirere af bogen, og så skruer vi selv op eller ned for sværhedsgraden, så alle vores børn kan være med. Det er vigtigt for os, siger Susanne Johansen.
Cykelleg er ren Pippi
Frederik Brøndum er yngste mand i teamet. Han er stadig under uddannelse, og for ham har cykelugen været lidt af en øjenåbner.
– Jeg ser nye sider af børnene, når de leger på cyklerne. Børn, der plejer at være lidt tilbageholdende og søge ro hos en voksen, finder pludselig ind i nye roller. De bliver helt grebet af legen og glemmer sig selv, fordi det er så sjovt.
Institutionens leder Mette Stobbe er enig. Hun mener, at der er noget Pippi Langstrømpe over det, cykelleg kan. Hun henviser til det kendte citat, hvor Pippi siger: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”.
– Cykelleg er så favnende en opgave for børnenes bevidsthed, at de slet ikke kan nå at tænke, ”det kan jeg ikke”. De gør det bare, og på den måde styrker legene børnenes selvværd. For de oplever jo, at de kan noget, og at de kan lære noget, siger Mette Stobbe.