Cyklistforbundet: Giv Danmark 2.275 km ny cykelsti
Nye cykelstier ud og ind af 28 byer uden for København, langs statsvejene og udbygning af supercykelstierne i hovedstaden vil styrke danskernes mobilitet markant og fjerne en stor del af trængslen på vejene. Cyklistforbundet præsenterer forud for forhandlingerne om den grønne mobilitetsplan ni forslag, der vil være en gamechanger i grøn mobilitet.
Når transportminister Benny Engelbrecht efter påske inviterer Folketingets partier til forhandlinger om en grøn mobilitetsplan og de næste ti års investering i infrastrukturen, kan han og de øvrige politikere læne sig op ad en række konkrete forslag fra Cyklistforbundet, der skal gøre det nemmere for danskere at transportere sig og at transportere sig grønt og klimavenligt.
- Nøgtern set har ingen behov for en motorvej. Vi har derimod behov for at kunne transportere os selv og vores varer effektivt med mindst mulig belastning af miljø og klima. Vælger man at fokusere på målet frem for at låse sig fast på de sædvanlige midler som mere motorvej og asfalt, er cyklen ikke til at komme uden om, siger landsformand i Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen.
- Derfor siger vi til politikerne: Giv Danmark 2.275 km ny cykelsti, fortsætter Jens Peter Hansen.
Cyklistforbundet har i sit udspil til politikerne forud for forhandlingerne bl.a. følgende forslag:
-
Den eksisterende cykelinfrastruktur i 28 særligt trængselsramte danske byer skal suppleres med ny cykelinfrastruktur, så der fra bycentre og ca. 12 - 15 km ud er (super)cykelstier i alle kompasretninger (i alt 1.000 km ny cykelsti)
-
Stort set alle statsveje i Danmark skal opgraderes med adskilt cykelsti (i alt 1.275 km ny cykelsti)
-
Der skal investeres i nem og sikker cykelparkering til de store trafikknudepunkter og andre relevante steder
-
Udbygningen af Supercykelstinettet i hovedstadsområdet skal fortsætte.