DR har flyttet mange taxature til cykelture. (Foto: Agnethe Schlicktkrull/DR)
Læs mere på www.cykelvæksthuset.dk
Cykelvæksthuset skal få flere virksomheder til at vælge cyklen
Cyklistforbundets nye rådgivningscenter styrker den grønne omstilling ved at flytte bilture til cykelture.
Flere medarbejdere, der cykler til arbejde, og mere gods, der transporteres med ladcykler. Det er målet for et nyt rådgivningscenter, som Cyklistforbundet åbner i dag. Cykelvæksthuset er navnet på rådgivningscentret, der skal hjælpe private og offentlige arbejdspladser med at udnytte de enorme potentialer, der er i mere cykling. Virksomheder kan i centret få gratis hjælp til, hvordan de kan bruge cykel, ladcykel og el-ladcykel i hverdagen.
”At få flere til at cykle i hverdagen styrker sundheden, letter trængslen og begrænser CO2 udledningen, og alle virksomheder kan være en del af den grønne omstilling ved at flytte bilture til cykelture. Derfor er det et kæmpe rygstød til den bæredygtige transport, når vi nu kan åbne Cykelvæksthuset og hjælpe virksomheder i hele landet med at styrke cyklens rolle,” siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.