Tag ikke den danske cykelkultur for givet

Heldigvis er Danmark stadig blandt verdens største cykellande. Men den stærke cykelkultur er ikke kommet af sig selv, og passer vi ikke på og sørger for bedre og mere trygge forhold for både små og store cyklister, forsvinder den igen.

Cykling har gennem generationer gjort en stærk og positiv forskel for danskernes liv og hverdag, for vores sundhed og for miljøet. Cykling har været med til at præge vores byer i en positiv retning og givet os byer, som er rare at være i, og hvor vi som borgere er i øjenhøjde med hinanden. I dag giver de enorme klimaudfordringer yderligere grund til at bakke op om cyklen, for cykling er den grønneste transportform, som findes – kun overgået af gang.

Heldigvis er der i de store byer kommet flere cyklister. Her skal vi huske, at det er en udvikling, som ikke er kommet af sig selv. De personlige valg har ikke stået alene. De er blevet understøttet af cykelvenlige politiske beslutninger, der fx har sikret flere og bedre cykelstier. Desværre ser det på landsplan anderledes ud. Vi danskere cykler knapt en femtedel mindre i dag sammenlignet med for 30 år siden. Hvor danskerne i 1990 cyklede 3,43 mia. km, var det tal i 2020 faldet til 2,85 mia. km. Det er et fald på 16,9 %.

I en tid, hvor så mange danskere kæmper med diabetes, hjertekarsygdomme og andre livsstilssygdomme, og hvor inaktivitet er den næststørste dræber efter rygning, er det en dybt bekymrende udvikling. Ikke mindst fordi vi samtidig ser en udvikling, hvor også børn cykler markant mindre end før, og hvor unge i høj grad foretrækker bil frem for grøn og aktiv transport med cyklen. For al erfaring viser, at får vi ikke cyklen som fast følgesvend i barndommen, bliver den typisk heller ikke en del af vores voksenliv.

El-cyklen er en gamechanger

Forklaringerne på det store fald er mange og komplicerede. Vi bor længere væk fra vores arbejdspladser i dag, og bilparken er eksploderet. Børn har fået længere til skole, fordi skoler er lagt sammen. Trafikken er med stadig flere, større og hurtigere biler steget enormt og presser cyklister. Det sidste er vigtigt at bide mærke i, fordi utryghed ifølge Vejdirektoratet er en af de fem hovedårsager til, at cyklister holder op med at cykle.

Men det er ikke umuligt at vende udviklingen og få danskerne op på cyklen igen. Mange bilture ville snildt kunne tages på en (el)cykel. Over halvdelen af bilturene er ti km eller kortere, og hver 3. er under fem km. Samtidig går el-cyklen med den større radius en regulær sejrsgang over landet. El-cykler er for længst gået fra at være noget for ældre og svagelige til en cykel for alle.

Potentialet er der, og nu skal det understøttes med cykelvenlige beslutninger fra politikere, byplanlæggere og trafikplanlæggere. Hastighedsgrænserne skal sættes ned i byområder med mange gående og mange cyklister, der skal bygges flere og bedre cykelstier med ordentlig plads til også el-ladcykler, som for mange familier ville kunne erstatte en bil (nr.2), trafiksikkerheden for cyklister skal øges markant, og der skal være tilstrækkelig og god cykelparkering ved trafikknudepunkter, så det er nemt at kombinere cykel med offentlig transport (last mile-princippet).

Elbiler er ikke nok

I den situation er det beskæmmende at konstatere, at mens det er blevet stadig mere sikkert at køre bil, er trafiksikkerheden for cyklister ikke blevet forbedret overhovedet. Tværtimod er cyklister ifølge Vejdirektoratet den eneste trafikantgruppe, hvor der var flere tilskadekomne og dræbte i 2019, end der var 2009.

Det er også beskæmmende at konstatere, at det i mange nybyggede parcelhuskvarterer er svært at bo uden bil. Ellen Højgaard, direktør for Dansk Byplanlaboratorium, der er en uafhængig institution med fokus på byplanlægning, sagde det meget direkte i Magasinet Cyklister:

”Der bliver bygget for mange parcelhuse, som ikke ligger i nærheden af knudepunkter for kollektiv trafik – heller ikke i cykelafstand. Det skaber mere transport og mere afhængighed af biler. Vi skal bygge cykelstier og sørge for, fodgængerne har det godt, så man vælger de transportformer. Vi skal sørge for ved knudepunkter, hvor folk skal skifte til fx tog, at det foregår let og trygt, og at der er god cykelparkering og et ordentligt bymiljø omkring det, så man ikke står alene på en vindblæst station. Undersøgelser viser, at folk er villige til at gå eller cykle meget længere, hvis der også er et ordentligt bymiljø.”

Der er kæmpe fordele på det samfundsmæssige plan, når vi cykler i hverdagen. Med elbiler kan vi på lang sigt nedbringe CO2-udledningerne. Men vi kan ikke fjerne den enorme trængsel på vejene, som ifølge alle prognoser bare stiger og stiger. Vi kan heller ikke høste de kæmpe sundhedsmæssige fordele, som cyklen stiller i udsigt. Hvis vi cykler bare 10% mere, kan vi ifølge analyser fra Dansk Industri (DI) spare 267.000 sygedage, trængslen på vejene vil falde med 6%, og samlet vil det give en samfundsmæssig gevinst på 1,1 mia. kr. om året.

Derfor skal vi planlægge, anlægge og bygge med det gode cykelliv som omdrejningspunkt. Kun sådan kan vi gøre cyklen til et attraktivt og reelt alternativ til bilen i langt flere situationer end i dag. Kun sådan kan vi holde fast i det særligt danske ved cykelkulturen – nemlig at cyklen er for alle, og ikke kun for de danskere, som ikke har råd til en bil.

Cykling i tal: Så meget mindre cykler vi

  • Set i forhold til antal cyklede kilometer pr. dag er cykling hos de 10-17-årige faldet med 24,5 % over en ti-årig periode (2009-2019), mens antallet af cykelture pr. dag i samme periode er faldet med 31,9 % (Cyklistforbundet / DTU’s transportvaneundersøgelse, 2021)

  • De 16-24-åriges brug af bil på tre år er steget med 14,7 %, mens brug af cykel er faldet med 15,1 % (Danske Regioner / DTU’s transportvaneundersøgelse, 2019)

  • Cykling i Danmark er på 30 år faldet med 16,7 %. Der blev i Danmark cyklet 3,43 mia. km i 1990. I 2020 var det tal faldet til 2,85 mia. km. (Vejdirektoratet)

Aktuelt

Podcast: Jernhesten

Kan vi cykle os til sundere liv, bedre byer, en grønnere og mere bæredygtig verden? JERNHESTEN er til dig, der vil inspireres til at cykle mere i hverdagen og vil vide, hvad cykling betyder for din sundhed, for klimaet og for miljøet.

Lyt med på Cyklistforbundet.dk/podcast

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere

Brug os

Brug os

Vi har cykelkampagner for børn og voksne, cykellegekorps, rådgivning og certificeringsordning for virksomheder, partnerprogrammer for kommuner, firmamedlemskaber og meget mere.

Læs mere