Man kan godt cykle, selv om man ikke kan gå

20-årige Mathias sidder i kørestol med muskelsvind og har ikke cyklet, siden han var syv år, mens Johanne på 21 elsker sin trehjulede Viktor. Selv om de har hver sin tilgang til cyklen, var de begge med på en 270 kilometer lang cykeltur fra det sydlige Tyskland til Wien i Østrig.

Fra Magasinet CYKLISTER. TEKST HENRIK STANEK / FOTO JENS HASSE.

Som spastiker kan 21-årige Johanne Vogt Sørensen have svært ved at få ordene frem, men når snakken falder på hendes glæde ved at cykle, myldrer de ud af hendes mund.

”Jeg elsker fart,” siger hun med et grin, som breder sig til hele kroppen.

Johanne har kørt på trehjulet cykel, siden hun var barn. Hendes nuværende cykel hedder Viktor og er forholdsvis ny. Hun kan ikke huske, om hun havde den med, da hun begyndte på Egmont Højskolen for snart tre år siden, men med lidt hjælp når hun frem til, at hun fik cyklen kort inde i opholdet, fordi hun var vokset fra sin gamle cykel.

”Min gamle cykel havde støttehjul bagpå. Det gjorde det svært at komme helt ud i siden. Det er nemmere, når jeg har hjulene foran, så jeg kan se dem,” forklarer Johanne.

Hun kan kun løbe ganske korte distancer, men på cykel kan hun både køre langt og hurtigt, så hun tog hele turen på Viktor, da hun før påske var med til at cykle 270 kilometer langs Donau fra det sydlige Tyskland til Wien i Østrig.

”Jeg valgte cykelturen for at få motion, og det fik jeg. Sidst på dagen og om aftenen var jeg megatræt. Jeg kunne mærke, at jeg havde brugt mine ben,” fortæller Johanne.

Hun cykler nødigt om vinteren, så det blev blot til en kort træningstur inden studieturen. I sommerhalvåret bruger hun til gengæld sin cykel ofte, men hun skal have nogle med, hvis hun skal cykle i trafikken.

”Jeg må ikke cykle alene, så jeg tager min assistent med, og derhjemme cykler jeg med min mor eller far. Det er bare skægt at få fart på. Jeg kan godt blive bange for at vælte, hvis vejen er ujævn, men jeg har styr på bremsen. Den sidder i benene, eller jeg kan bruge håndbremsen,” siger Johanne, som kommer fra Odense.

Som assistent var Helena Isabell Purdy med til at skubbe Johanne op ad de stejle bakker i Tyskland og Østrig, så hun kunne følge med resten af gruppen.

”Nogle gange var vi to til at trække i hver sin side af Johannes jakke. Det var hårdt, men med Johannes altid gode humør gik det. Men vi skulle holde øje med hende i byerne: ’Ind til højre, Johanne’,” gentager Helena Isabell Purdy den ofte anvendte kommando.

Assistenten tør næsten ikke, men vælger alligevel at fortælle, at hun blev gal på Johanne, når hun i høj fart løftede hænderne fra styret.

”Jeg plejer ikke at blive vred på dig, men det kunne være gået rigtig galt,” forklarer Helena Isabell Purdy.

Johanne Vogt Sørensen ser helt anderledes på det.

”Det er sjovt at sige ’Juhuu’. Det var sådan, jeg tænkte inde i mit hoved,” uddyber hun.

Hvem har kørt ræven over?

Mathias Jacobsen havde ikke forestillet sig, at han skulle på cykeltur, da han begyndte på Egmont Højskolen. Muskelsvind har forhindret ham i at cykle, siden han var syv år. Dengang kørte han på trehjulet cykel hjemme i Skagen, men da kræfterne slap op, blev cyklen skiftet ud med en minicrosser og siden en el-kørestol.

Mathias var da heller ikke begejstret, da han fik at vide, at han skulle med på turen til Wien, hvor han skulle sidde i en kørestol på ladet af en specialbygget cykel.

”Jeg var nervøs, for jeg vidste ikke, hvordan det skulle foregå, og skolen havde ikke en ladcykel, jeg kunne prøve. Men da den lejede ladcykler op til turen, blev det mere spændende,” siger Mathias, som ikke har fortrudt, at han tog med. Tværtimod.

”Jeg fik luft i håret og oplevede naturen med dufte og lyde. Vi så blandt andet et dyr, som var kørt ned. Det var vist en ræv. Det var ulækkert, for den var helt splattet ud. Men vi lavede fis med, hvem af os der havde kørt den over. Vi snakkede om alt muligt, og det gav et fællesskab,” husker han.

Skiftende vejr var en del af oplevelsen.

”Det stak i kinderne, når det sneede og regnede,” fortæller Mathias, som ellers foretrækker at blive inde, når vejret er dårligt. Han fik hjælp til at holde varmen af en køredragt og et tæppe om benene. Et regnslag var også med i garderoben.

Det betyder noget for Mathias, at han kørte i samme tempo som de andre.

”Det er jeg ikke vant til. Jeg sakker ofte bagud i min el-kørestol, men her sad jeg forrest, og det gav bedre udsyn og også følelsen af frihed. Lidt på samme måde som når jeg kommer ned i vandet i svømmehallen. Jeg føler ikke, at jeg har muskelsvind, når jeg kan lave det samme som alle andre.”

Ishuset lokker med en ny tur

Selv om Mathias ikke trådte i pedalerne, var det ikke ren afslapning for ham at trone på ladet. Hans el-kørestol er for tung til ladcyklen, så han sad i en manuel kørestol, som ikke er bygget til ham. Det gik ud over ryggen.

”Jeg fik hele tiden bevægelser op gennem ryggen,” siger Mathias, som talte med lærerne om, at det er sundt at få bevæget ryggen, og at det ikke kun var hårdt for ham. De elever, som trådte i pedalerne, måtte også slide i det.

”Det var ikke bare mig, som blev træt. Det gjorde alle, og jeg var heller ikke ved at give op,” forsikrer Mathias.

Han er den forsigtige type, som let føler sig utryg. For eksempel kan han være bange for, at el-kørestolen vælter forover, når han kører ned ad bakke. Men han følte sig ikke nervøs på ladcyklen. Eller i hvert fald kun lidt.

”Jeg var spændt fast i kørestolen, og selv om jeg kunne synes, at mine assistenter ikke havde styr på cyklen, når vi kørte rundt om hjørner og ned ad bakke i høj fart, så havde de det. Men jeg fik et sug i maven.”

Mathias synes, at cykelturen har rykket ved hans grænser, og det kan han bruge fremover.

”Det var ikke så slemt at cykle, som jeg havde frygtet. Jeg tror, at der er mange andre ting, jeg ikke behøver være bange for. Jeg skal bare finde ud af, at de ikke er så uhyggelige, som jeg tror.”

Mathias har ikke været ude at cykle siden turen sydpå, men højskolen har lejet to ladcykler, så der er udsigt til at komme af sted igen. Måske til ishuset i Saksild på en varm sommerdag.

”Hvor langt er der dertil,” spørger Mathias.

Ni kilometer, lyder svaret.

”Det er ingenting. Vi kørte meget længere på cykelturen,” konstaterer Mathias Jacobsen.