Skoleklasse i Svogerslev vinder Alle Børn Cykler 2022
Over 92.000 skoleelever dystede landet over i september om flest cykeldage i Cyklistforbundets årlige kampagne Alle Børn Cykler. En skoleklasse i Svogerslev ved Roskilde vandt hovedpræmien.
Der var helt bogstaveligt vild jubel i teatersalen på Lynghøjskolen i Svogerslev, da 5B sammen med resten af skolens mindre klasser forleden fik at vide, at klassen havde vundet hovedpræmien i Alle Børn Cykler 2022. Og de 19 elever havde også været både dygtige og heldige for at vinde præmien. Hele 92.351 elever fra 4.382 klasser over hele Danmark cyklede nemlig med, da Cyklistforbundet gennemførte to ugers børnemotionskampagne. Nu er regnskabet talt sammen, og i alt cyklede børnene landet over 422.177 dage. Det svarer til hele 1156 år.
Det var Cyklistforbundets vicedirektør Jane Kofod, der afslørede for 5B, at de havde vundet hovedpræmien i Alle Børn Cykler 2022 og både gav dem medaljer og en symbolsk stor check. Jo flere dage eleverne i en klasse cykler i den to uger lange kampagne, desto større er chancen for at vinde hovedpræmien.
De 19 elever og klasselæreren kan nu glæde sig til at få en lækker Principia-cykel sponseret af HF Christiansen. Klassen cyklede i alt 240 dage, og var også dygtige til at cykle med hjelm alle dage.