Alle Børn Cykler er en del af cykelkulturen
På Taastrup Realskole har cykling høj prioritet, og eleverne glæder sig hvert år til at være med i Alle Børn Cykler.
Af Maja Plesner
Der er trængsel i cykelstativerne uden for Taastrup Realskole. Så meget, at det kan være svært at finde en plads til sin cykel, hvis man kommer, når skoledagen er startet.
Det er der en grund til. I årevis har skolen arbejdet bevidst på at få eleverne til at cykle mere. Cykling indgår i undervisningen, der er løbende konkurrencer, som involverer cykling, og hvert år deltager så godt som alle klasser i Alle Børn Cykler. Alt sammen har været med til at fremme en regulær cykelkultur på skolen.
”Der er bare så mange fordele ved, at eleverne cykler,” siger skoleleder Kennet Hallgren og remser op:
”For det første lærer de at tage ansvar for sig selv og være opmærksomme i trafikken. Og når de cykler til skole, får de clearet hovedet, så de er mere undervisningsparate, når de møder. Det kan vi faktisk mærke. De er også sammen som klasse på en anden måde, når de har været på en cykeltur. De bliver mere opmærksomme på hinanden, for de er jo nødt til at tale sammen og kommunikere i trafikken. Og så er der oplevelsen af frihed, når man selv kan transportere sig.”
Da skolen er en privatskole, er der en del elever, der ikke bor lige i nærheden. Men så snart de kan, tager de cyklen med S-toget.