64-årige Geert Andersen fra Malling er i sit es, når han skruer på cykler. For to år siden sendte blodpropper ham ud af arbejdsmarkedet, men i Giv en cykel-projektet kan han bruge sin knowhow som mekaniker. Foto: Jens Hasse.
I værkstedet for Ukraine
I halvandet år har Cyklistforbundet indsamlet og uddelt cykler til ukrainske flygtninge i Danmark gennem initiativet Giv en cykel. Næsten 3.000 cykler er blevet uddelt – mange af dem til ukrainske børn.Det er lokale, frivillige cykelformidlere, der står for at indsamle cyklerne. Nogle af dem sætter også cyklerne i stand.
Vi har mødt dem i henholdsvis Malling og Tinglev.
Geert Andersen fra Malling gør ikke det store ud af, at han hjælper ukrainske flygtninge til at få en cykel. Han er bare glad for, at han et par gange om ugen kan smøre, justere, lappe og skifte dæk.
”Jeg fik blodpropper i hjernen for to år siden og røg ud af arbejdsmarkedet. I Giv en cykel-projektet kan jeg skrue i et par timer. Det er, hvad jeg kan holde til, men jeg er aktiv og bruger min knowhow som mekaniker, og det gør min dag god,” siger han.
Geert Andersen slog til, da han for trekvart år siden så på Facebook, at Cyklistforbundet i Aarhus, søgte efter frivillige, som ville hjælpe med at reparere cykler i Malling.
”Folk donorer ofte cykler, som ellers ville ryge til skrot. Vi henter cyklerne, sætter dem i stand for midler fra blandt andet Lions Club og kontakter flygtninge via Cyklistforbundets database”.
Er cyklen i god stand, aftaler donor og modtager selv overlevering. Ellers henter ukrainerne de istandsatte cykler på værkstedet, som har til huse hos et kornfirma.
”En mor kom efter en cykel til sin søn. Hun havde siddet i toget og hæklet et hjerte i Ukraines blågule farver, men hun var ikke færdig, så hun hæklede det sidste i solskinnet. Det var hendes måde at udtrykke sin glæde på. Nu hænger hjertet på værkstedet.”