Skatteregler spænder ben for at flere bruger cyklen
Det er en stor samfundsøkonomisk gevinst, hvis flere vælger cyklen til i hverdagen. Cyklistforbundet og flere andre organisationer vil derfor have ændret skattereglerne, så arbejdspladser bedre kan hjælpe medarbejderne op på cyklen. Åbent brev til skatteminister Jeppe Bruus fra Alliancen for Cykelvenlig Skattelovgivning, som Cyklistforbundet har været med til at tage initiativ til.
Sidste år var Cyklens år i Danmark. Vingegaard vandt touren, arbejdspladser over hele landet tog del i begejstringen, og masser af danskere hoppede op på cyklen. Her et lille år efter har euforien lagt sig, og hverdagen er tilbage. De sidste 10 år er der sket et markant fald i andelen af danskere, som vælger cyklen til og fra arbejde, og den udvikling skal vendes – ikke kun når landet er farvet i gult, men også på de vintergrå dage.
I Infrastrukturaftalen er der afsat 3 mia. kr. til cykelinfrastruktur, hvilket er positivt. Investeringerne kan dog ikke stå alene, hvis udviklingen skal vendes. Det kræver flerstrengede indsatser på mange fronter for at få flere til at vælge cyklen i hverdagen – både til og fra arbejde og i arbejdstiden.
Arbejdspladserne kan spille en unik rolle i at motivere medarbejdere til at skifte bilen ud med cyklen. Derfor er det positivt, at mange arbejdsgivere på både offentlige og private arbejdspladser gerne vil gøre det mere attraktivt at bruge cyklen. De kan etablere tryg cykelparkering, attraktive omklædnings- og badefaciliteter og deltage i cykelkampagner, men de kan ikke klare det alene. De efterlyser bedre vilkår for at kunne tilbyde deres medarbejdere adgang til en god cykel. Måske endda en elcykel. Det kræver imidlertid ændringer i skattereglerne, da den nuværende lovgivning primært favoriserer kørsel med bil og kollektiv transport.
Understøt grønne transportvaner
I Sverige, Holland, Tyskland, Malta og andre lande er skattelovgivningen taget i brug for at fremme cyklismen via arbejdsgiverne. Faktisk er Danmark et af de eneste lande i EU, som ikke har målrettede skatteinitiativer for at fremme cyklismen.
I bund og grund skal vi bare sørge for, at skattesystemet understøtter mere grønne transportvaner. Arbejdsgivere skal langt lettere kunne stille cykler til rådighed for medarbejderne til både pendling og til at løse arbejdsopgaver.
Både offentlige og private arbejdspladser ser et stort potentiale i at bruge cykler, ikke mindst elcykler, til at løse arbejdsopgaver, som normalt klares i bil. Det kan være til møder ude i byen, besøg hos borgere, udbringning af varer eller serviceydelser, hvor det er både hurtigt, mere bæredygtigt og sundt at tage cyklen i stedet for bilen. I dag beskattes man ikke, hvis man udelukkende bruger cyklen på arbejdet, men parkerer medarbejderne cyklen derhjemme (f.eks. fordi opgaverne ligger tæt på hjemadressen, og det dermed er mest praktisk at starte og slutte der), så beskattes de i dag af hele cyklens værdi – også selvom de ikke bruger cyklen privat. Det skræmmer mange væk, og betyder, at mange arbejdsgivere oplever, at det store potentiale for klimaneutral transport forsvinder, når medarbejderne skal bruge tid og måske brændstof på at hente og aflevere cyklen på arbejdspladsen.
Grøn omstilling bremses
Et eksempel på dette er Aarhus Kommune, som har et mål om at blive CO2-neutral i 2030. Derfor vil kommunen gerne købe et stort antal af elcykler til brug for medarbejdertransport i arbejdstiden. Det vil både kunne reducere antallet af biler i Aarhus Kommune og reducere antallet af kørte km i egne biler betragteligt, hvis ture under 20 km køres på elcykel. En fjerdedel af alt kørende personale i kommunen tilkendegiver i en transportvaneundersøgelse, at de ville overveje at bruge en elcykel, som arbejdspladsen stiller til rådighed, hvis det er muligt at starte og slutte arbejdsdagen hjemmefra. Derfor ærgrer det kommunen, at skattereglerne spænder ben for, at transporten kan blive mere bæredygtig.