TV-kok opfordrer danskerne til at cykle for livet
Lad os cykle sammen i maj, siger den kendte TV-kok, Claus Holm, der er ambassadør for Cyklistforbundets store forårskampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE. Her dyster arbejdspladser hele maj om at cykle fleste dage. Tilmelding er åben nu.
”Jeg begyndte at cykle, fordi jeg gerne ville have et bedre liv, og det har jeg fået nu: Cyklen har reddet mit liv. Tankerne bliver rene, hjertet og lungerne fyldt, og kroppen har det bare godt bagefter. For hvert trin, du træder, får du det bedre,” siger TV-kokken Claus Holm.
Claus Holm har valgt at være ambassadør for årets VI CYKLER TIL ARBEJDE kampagne fra Cyklistforbundet og hepper på de mange tusinde danskere, der hvert år melder sig til.
”Jeg er ambassadør for kampagnen, fordi jeg elsker ALT ved at cykle og ønsker, at mange flere kan opleve cyklingens mange fordele på egen krop og sjæl. Jeg sagde bl.a. ja, fordi jeg ligner den almindelige dansker: Jeg har mave, jeg har ikke noget hår på hovedet, og jeg har masser af undskyldninger for ikke at cykle,” siger Claus Holm.
Cyklistforbundets forårskampagne, VI CYKLER TIL ARBEJDE, kører i hele maj, og spreder cykelglæde på arbejdspladser, hjemmekontorer og cykelstier i hele Danmark. Man deltager på hold à 2-16 kollegaer. Det gælder om at cykle flest mulige dage i maj måned. Hver dag på cyklen giver point i lodtrækningen om præmier til hele holdet. Hovedpræmien i årets kampagne er Gazelle-cykler til alle på det vindende hold.