En verdensmester med meget i bagagen

I august 2023 blev Emma Lund kåret som verdensmester i landevejscykling inden for para-cykelløb. En titel, der har enorm betydning for hende, og som har krævet mere, end de fleste nok kan forestille sig.

Når jeg ser en cyklist på gaden, kan jeg godt nogle gange blive misundelig, for jeg kan ikke lige hoppe på min cykel og køre over til en veninde.”

Ordene kommer fra 26-årige Emma Lund, og hun siger det, selvom hun er verdensmester i landevejscykling. Mere præcist vandt hun VM i linje­løb i T2-klassen for kvindelige para-cykelryttere i Skotland i august 2023. En titel, der har krævet ’blod, sved og tårer,’ som hun siger. Emma Lund har nemlig cerebral parese – et med­født handicap, som giver motoriske udfordringer og blandt andet besvæ­rer hendes gang. Det er derfor, hun ikke lige kan hoppe på en alminde­lig cykel og køre hen til en veninde – eller til en café for at møde en jour­nalist for den sags skyld. For den cykel, hun bruger til konkurrencer, er slet ikke stabil nok til almindelig bykørsel, fortæller hun.

Jeg ved ikke, hvor meget du kender til elitesport, men det her er verdensmester-striber.Emma Lund

Til gengæld har VM-titlen været et positivt vendepunkt i hendes liv:

”Det er det vildeste, jeg har ople­vet nogensinde,” siger hun med lys i øjnene, mens hun stolt viser sit stri­bede armbåndsur frem.

”Jeg ved ikke, hvor meget du ken­der til elitesport, men det her er ver­densmester-striber,” siger hun med et stort smil.

"Sejren har betydet rigtig meget for mig. Blandt andet, at jeg har fået mere selvtillid. Jeg har mange gan­ge manglet noget selvtillid inden for noget, jeg har gjort. Men her er noget, jeg selv har gjort, som jeg kan være stolt af. Det er faktisk det vigtigste. Og selvtillid er jo altid fucking nice, når man fx skal søge et arbejde,” lyder det fra verdensmesteren.

Ikke en del af familien

Meget ville måske være anderledes – på godt og ondt – hvis Emma Lund var vokset op i en anden familie end sin egen. Både hendes tre søsken­de og forældrene er nemlig dygti­ge sportsudøvere og har tilsammen gennemført flere ironmans og mara­tonløb. De har altid haft et stærkt sammenhold omkring det at træne og dyrke sport. Emma Lund har ind­imellem oplevet det som et pres, at hun var nødt til at træne for at føle sig som en del af ’kliken’:

"Det betød, at jeg ikke altid følte mig som en del af min familie, for jeg kunne jo ikke være med på deres niveau. Om vinteren kunne jeg godt nok spinne sammen med dem, fordi det var indendørs, men om somme­ren var det svært, når de fx tog på cykelture. Så jeg følte, at der var en barriere mellem os, og det var noget, jeg var nødt til at håndtere,” siger Emma Lund, der ofte valgte at blive hjemme, fordi hun ikke brød sig om at være til besvær og være den, der forsinkede de andre.

Også selv om hun blev inviteret med på tandem med sin far. ”Men det er altså heller ikke det samme at se min fars ryg, der bli­ver mere og mere svedig, som at se ud over landskabet, selv om det da er det næstbedste,” siger hun med et stille grin. Så genfinder hun alvoren og siger:

”Min familie vidste godt, at jeg var frustreret over det, men jeg tror ikke, de vidste, hvor ondt det faktisk gjor­de. Det var ikke noget, der blev talt så meget om. Jeg tror, jeg gemte det ret meget.”

Jeg var altid misundelig på hende, for det var mig, der blev mobbet, og det er jo en grim ting at være.Emma Lund

Mange nederlag

På grund af sit handicap har Emma Lund oplevet en hel del nederlag igennem sin opvækst. Især har hen­des skolegang været præget af mob­ning, og det var med til at gøre forholdet til hendes enæggede tvil­lingesøster udfordrende. Især i teen­ageårene, hvor hun var mest sårbar.

”Jeg var altid misundelig på hende, fordi det var mig, der blev mobbet, og det er jo en grim ting at være. Men det var svært. Vi er lige gamle, og det kunne lige så godt have været hen­de, der havde fået et handicap, men nu var det mig. Så jeg havde mange tanker a la, ’hvorfor kan jeg ikke gå i byen som hende? Hvorfor har jeg ikke de samme venner, som hun har? Hvorfor er jeg ikke lige så sej som hende? Hvorfor får jeg at vide, at jeg er for fuld til at komme ind på en nat­klub, når hun har drukket flere gen­stande, end jeg har? Og alle de fyre, jeg godt kunne lide – hvorfor var det altid hende, de kunne lide?"

"Der er mange ungdomsting, som har været svære, for man er jo meget usikker som ung,” siger Emma Lund, der også troede, hun aldrig skulle finde en kæreste.

”Men jeg er ikke typen, der læg­ger mig ned og græder. Så må man gøre noget,” siger Emma, der som stor teenager blandt andet besluttede, at hun bare ville lære at cykle på en tohjulet, så hun kunne blive en del af familiens fællesskab.

”Fra jeg var 8-9 år til 16 havde jeg en Nihola-ladcykel, men jeg var ked af at cykle på den, for det er altså ure­alistisk, at en 9-årig kører på sådan en stor cykel. Men jeg kørte på den, for den var mere stabil.” I dag har hun fravalgt at have en ladcykel, for­di de så ofte bliver stjålet.

Som 18-årig lærte hun faktisk at cykle på en tohjulet, men det var ikke den succes, hun havde håbet på. Men så kom hun i kontakt med en fra Parasport Danmark, der introduce­rede hende for en Trike – en trehjulet konkurrencecykel, som bruges i par­acykel-konkurrencer, og det blev star­ten på hendes cykelkarriere.

Afbrød sit studie

Sidste år valgte hun at gå all in på cykelsporten, da hun fik et sponso­rat af Team Danmark. Det var ikke en specielt svær beslutning, selvom den betød, at hun måtte afbryde det sygeplejestudie, hun var i gang med, fortæller hun. For hun ville allige­vel nok have fået svært ved at arbej­de som sygeplejerske, fordi det er et krævende job – også fysisk.

I dag er Emma Lund et helt andet sted. Forholdet til tvillingesøste­ren er der blevet arbejdet på, så det i dag er rigtig godt, og hun har fået en kæreste, som hun bor sammen med i egen lejlighed på Østerbro. Når hun ser tilbage, kan hun godt se fordelene ved, at forældrene indimellem pres­sede hende. Hun forklarer:

”Jeg er i hvert fald taknemmelig over, at jeg har været på den rejse, som har gjort mig til et menneske, der er en del stærkere end andre i min situation. For jeg kan godt se, at nogle af mine venner, som også har et handicap, men hvis forældre har pakket dem meget mere ind i vat, har væsentlig sværere ved at komme ud i samfundet, end jeg har. Så selvom det har været hårdt, kan jeg se nu, at det også har været godt for mig.”

Til januar skal Emma Lund cyk­le World Cup i Australien, og så er hun udtaget til de paralympiske lege i Paris til sommer. Det glæder hun sig til. Men hun er også klar til nye udfordringer, når den tid kommer:

”Jeg vil gerne udfordres intellek­tuelt. Det her er meget fysisk. Og så mangler jeg også lidt det sociale, når jeg hverken studerer eller arbejder. Det er ensomt at være elitesportsud­øver,” siger hun.

Støt mennesker med handicap til bedre muligheder for at cykle

Cykling er for alle - også for de mange danskere, der lever med et handicap, Ny, stor undersøgelse, anbefalinger og inspirationsmateriale til gratis brug for fagprofessionelle, mennesker med handicap, pårørende og øvrigt interesserede.

Læs mere

Festlig cykelparade i Kolding sendte 21 cyklister med cerebral parese afsted mod Paris

21 cykelryttere med cerebral parese blev sendt afsted fra Kolding med et brag af en cykelparade. Nu venter en krævende cykeltur, inden de om en uge når frem til Paris og åbningen af de Paralympiske Lege.

Læs mere

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Vælg mellem et almindeligt medlemskab, et digitalt medlemskab for unge, et hustandsmedlemskab, et seniormedlemskab, et gavemedlemskab og et firmamedlemskab.

Meld dig ind

TEMA: Cykling for alle

Cykling giver mennesker med handicap bedre mobilitet, sundhed, mental trivsel og social deltagelse. Desværre oplever den gruppe danskere alt for ofte udfordringer, der afholder dem fra at cykle. Læs vores nye anbefalinger for at afhjælpe det og mød ni cyklende mennesker med handicap i vores tema Cykling for alle