Byg din egen cykel

Er det svært at finde en cykel, som opfylder lige præcis dine ønsker? Bygger du din cykel selv, er der rig mulighed for at bygge drømmecyklen. Her får du vores guide til cykelbygning for begyndere - inklusiv vores anbefalinger til værktøj.

Du har besluttet dig for at bygge din egen cykel. Men hvad skal du have for øje? Vi guider dig igennem beslutninger om stel, bremser, styr, saddel og andet, som du skal overveje. Har du allerede et stel - så kan du springe stelafsnittet over og gå direkte til punkt 1 i byggeguiden.

Stellet

Valg af stel er din første – og største – beslutning, når du bygger en cykel. Stellet er cyklens skelet, og geometri, materiale og specifikationer har stor betydning for komfort, køreegenskaber og mulige komponenter. Køb et stel, som er bygget til dit formål. Bygger du en touringcykel, skal stellet fx have monteringsøjne til skærme og bagagebærer.

Du bør også tage stilling til, om dit stel skal være:

Føjeligt eller livligt? Dit stels geometri afgør, hvor livlig og komfortabel din køreoplevelsen er. Du skal se på afstanden mellem hjulene, baggaflens længde, forgaflens fremløb, kronrørets vinkel, toprørets længde og hjulenes diameter. En racercykel har typisk stejle vinkler, mens citybikes og touringcykler er mere afslappede i geometrien.

Stål eller aluminium? Et stålstel er stærkt, fleksibelt og langtidsholdbart, hvilket er et godt udgangspunkt at bygge på. Du skal gå efter stålstel af lette og stærke chromoly-rør frem for et stel i high tensile-stål. Vælger du et aluminiumsstel, får du en let og hurtig cykel. Dog lever det kortere, fordi stellet med tiden bliver metaltræt.

Nyt eller brugt? Går du på jagt efter et brugt stel, så tjek efter skævheder, buler, revner, rust, og om at gevindet i krankboksen og gearøjet er intakt. Du kan være heldig at finde et stel, hvor styrfittings, forgaffel og krankboks allerede er monteret. Husk at tjekke stelnummeret, så du ikke køber en stjålen cykel. Vælger du at købe nyt, kan du med fordel købe stel og forgaffel sammen. Tjek hvor lang garanti, der er på stellet – jo længere, desto bedre kvalitet får du.

Hjulstørrelse, bremser og gear

Når du vælger stel, træffer du samtidig en række valg om cyklens hjulstørrelse, bremser og gear.

Hjulstørrelse: De mest almindelige hjulstørrelser er 26” eller 28”. Tidligere var standarden på en MTB 26", men de moderne MTB ligger på 29" eller 27,5". Standarden for racer-, city- og touringcykler er 28". Gå efter et stel, som er bygget til en af de to hjulstørrelser – det er nemmest og billigst, når du skal skaffe hjul og dæk.

Bremser: Et stel har monteringshuller til enten kalliberbremser, beslag til skivebremser eller studser til montering af cantilever- og V-fælgebremser. Er du nybegynder, så anbefaler vi, at du vælger et stel, som er bygget til en klassisk V-fælgbremse eller en cantilever-fælgbremse. Det er nemmest at montere, fungerer til smalle og brede dæk og giver en solid og afmålt bremsekraft.

Du kan vælge mellem navbremser, skivebremser og fælgbremser.

Gear: Baggaflens ender bestemmer hvilken type gear, du kan montere på cyklen. Afstanden mellem gaflens ender varierer fra ca. 120-135 cm.

  • Vil du have udvendige gear, kræver det et stel med en afstand på 130 eller 135 mm, hvilket er standardmål på moderne racer- og MTB/touring-gearnav. Har du øje på et ældre stålstel, så er afstanden typisk 120-126 mm. Du kan bøje stålstellet til en afstand på 130-135 mm. Du må dog aldrig forsøge det samme med et aluminiumsstel – det knækker! Stellet skal have geardrop, ellers kan du ikke montere en bagskifter til udvendige gear.

  • Går du efter indvendige gear eller en cykel uden gear, så passer en afstand på 125-130mm til de fleste gearnav. Du skal vælge et stel med horisontale dropouts, så hjulet kan trækkes bagud for at stramme kæden.

Byggeguiden

  1. Styrfittings og frempind:
    Når du skal fra råt stel til færdig cykel, er første skridt at montere forgaffel og styrfittings. Styrfittings er de skåle og kuglelejer, som forbinder forgaflen med stellet og sikrer, at forhjulet kan drejes. Montering, størrelser og typer af styrfittings kan være tricky og kræver specialværktøj, så en tur forbi cykelsmeden kan være godt givet ud. Har du købt et stel, hvor forgaflen allerede er monteret, så kan du bare smøre og gå videre til at vælge den frempind, som skal holde dit styr.
    Husk: Frempindens længde bestemmer, hvor foroverbøjet din kørestilling er – så vælg med omhu.

  2. Styr, bremsegreb og gearvælgere:
    Racerstyr, mågestyr, butterflystyr eller bare et snorlige styr? Styret afgør, hvordan du interagerer med din cykel. Og så er styrets form sammen med styrbånd og greb virkelig med til at give cyklen personlighed. Du kan udforme cockpittet efter dine præferencer. Cykelstyr er 1"/25.4 mm. eller oversize/31.8 ved frempinden - begge kan bruges til både racercykler og MTB. Der er dog en størrelsesforskel på den del af styret, hvor greb eller håndtag monteres - på et gedebukkestyr er diameteren 23.8, hvor den måler 22.2 på andre styr. Så styrvalget bestemmer hvilke bremsegreb og gearvælgere, du kan bruge: Et lige MTB-styr passer til triggerskiftere og traditionelle brem- segreb, mens et gedebukkestyr fx passer til de såkaldte STI-greb, hvor bremsegreb og gearskift er integreret.
    Husk, at styr og frempind skal passe sammen i diameter. Når du vælger bremsegreb, skal du huske, at trækket i kablet varierer efter grebets type – derfor skal du sikre dig, at dine greb er kompatible med dine bremser. Ligeledes skal dine gearvælgere passe til din bagskifter og kassette – en gearvælger med ni gear er fx ikke kompatibel med en otte gears bagskifter. Vælg en samlet gruppe, hvis du køber nye komponenter – så ved du, at delene passer sammen.

  3. Bremser:
    Du kan vælge mellem navbremser, skivebremser og fælgbremser. Med mindre du er en erfaren selvbygger, så anbefaler vi en klassisk V-fælgbremse eller en cantilever-fælgbremse – nemmeste montering, fungerer til smalle og brede dæk og giver en solid og afmålt bremsekraft.

  4. Hjul og dæk:
    Hjulet består af et nav, eger, nipler og en fælg. Du kan selv bygge dine hjul, men det kræver en del øvelse, så vi anbefaler, at du køber et færdigt hjulsæt. Bredden på dit baghjuls nav skal passe med dit stel og dit valg af baghjul definerer din geartype. Dit valg af dæk, bør afspejle det underlag, du kører mest på.
    Husk, at stel og bremser sætter grænser for, hvor store og brede dækkene kan være. Vælg et sæt, som passer til dine fælge.

  5. Sadel og sadelpind
    Sadlen er alfa omega for din komfort. Det er individuelt, hvad vi sidder godt på. Nogle foretrækker en lædersadel, som former sig efter din bagdel, mens gelsadlen er nummer 1 hos andre. Dog er sadlens bredde afgørende, og du skal være opmærksom på ikke at vælge en saddel, hvor du oplever, at den presser på nerverne i bækkenbunden.
    Køber du din sadel hos en forhandler, som kan måle din sadelbredde, så er du godt på vej mod din optimale sadel. Gå efter en sadelpind i aluminium, som ikke ruster.
    Husk at tjekke, om sadelpindens diameter passer i dit stel og før du monterer den, så smør pinden ind i fedt ellers kan den sætte sig uhjælpeligt fast i stellet.

  6. Krankboksen
    Krankboksen er cyklens motorrum, hvor al kraft føres videre til kæde og hjul. Du skal vælge en krankboks, som passer til gevindet i dit stel og den type krank, du monterer. Et godt standardvalg er en krankboks med firkantet aksel og lukkede kuglelejer.
    Husk, at boks og krank både har betydning for din kædelinje og for hvor tæt dine klinger kommer på stellet.

  7. Kranksæt, skiftere, kæde og kassette
    Kranksættet kan have en, to eller tre klinger og betjenes af en forskifter. Kassetten er en samlet enhed af 7-12 tandhjul, som er monteret på bagnavet og betjenes af en bagskifter. Komponenterne udgør sammen med kæden gearene i et udvendigt gearsystem. Størrelsen på dine forklinger og størrelsen på kassettens tandhjul bestemmer cyklens gearing.
    Husk, at kæde, kassette, bagskifter og gearvælger skal være til samme antal gear.

Værktøj for begyndere

Du skal ikke bruge en formue på værktøj for at komme i gang med at skrue på din cykel. Bare gå efter basisværktøj i god kvalitet, da billigt værktøj risikerer at ødelægge stel og komponenter. Enkelte trin i vores guide kræver specialværktøj – lån dig evt. frem eller tag forbi din cykelmekaniker.

  • Unbrakonøgler (mest størrelse 4, 5 og 6)

  • Fastnøglesæt, gerne med skralde i den ene ende (størrelse 8, 10, 13, 14 og 15)

  • Skævbider

  • Kædeadskiller

  • Dækjern

  • Kassetteaftrækker og kædepisk

  • Skruetrækker, både flad og stjerne

  • Kædeolie, fedt og en god cykelpumpe

Tip: Køb et startersæt fra fx Park Tool – så er du godt i gang!

Se også

Hold cyklen i topform

Den velholdte cykel kører bare bedre. Brug Cyklistforbundets gør det selv-guide og gør din cykel forårsklar.

Læs guiden

Lov og regler

Kender du færdselsloven for cyklister? Kender du lovkravene for din cykel? Ved du, hvad du må og skal?

Se lov og regler her