Køb det rigtige regntøj

Regntøj fås i alle prisklasser og kvaliteter, og de fleste cyklister ved det: Regntøj er ikke altid vandtæt, og det er sjældent behageligt at have på. Her er en guide til, hvad du skal se efter, når du køber regntøj til at cykle i.

God ventilation

Tjek tøjets ventilationsmuligheder. Selv åndbare sæt kan have svært ved at komme af med fugten, når du okser af sted på
cyklen. Vælg en jakke, der fx kan lynes op under ærmerne, hvor vandet ikke kan komme ind. Nogle regnbukser har dækkede
ventilationslynlåse i siderne – et klart plus.

Justerbar hætte

Vådt hår og vand ned ad nakken er ikke rart. Men langt fra alle hætter er cykelegnede – en stor hætte tager udsynet, når du ser dig tilbage. Vælg en model, hvor hætten kan justeres, så den sidder tæt om hovedet og følger med, når du drejer det. En lille skygge på hætten kan være med til at beskytte øjnene mod vand.

Justerbar halsåbning

Tjek om jakkens krave kan snøres ind eller lukkes tæt, så du undgår en våd plet på brystkassen.

Vandtætte lynlåse

Lynlåse er et svagt punkt på både jakker og bukser. Særligt udsat er lynlåsen foran på jakken. Gå efter vandtætte lynlåse eller vælg et sæt, hvor stormflapper dækker lynlåsene.

God bredde og længde over ryggen

Jakken må ikke stramme over ryg og skuldre, når du sidder på cyklen. Prøv at sætte dig ned, bøje dig lidt forover og strække armene frem – det skal føles behageligt. Cykelregnjakker er længere i ryggen end fortil – smart nok, så skilles du ikke ad på midten, når du læner dig frem.

Ekstra ærmelængde

Prøv jakken og stræk ærmerne frem, som når du holder på styret. Der skal være lidt ekstra længde på ærmerne, så den ikke stumper.

Tætte, tapede syninger

Når vand siver ind i regntøjet, sker det tit gennem sømmene. Så gå sømmene efter i – ja, sømmene. Kig på dem udvendigt og se, om de er jævne og uden løse tråde. Og tjek om sømmene er tapet indvendigt, så vand ikke kan trænge igennem – det er vigtigt.

God rummelighed

Regnbukser skal uden på andre bukser, så der skal være god plads i linningen, så de er nemme til at trække i. Og rummelighed i bag og ben, så de er til at bevæge sig i. Bukserne burde jo prøves på en cykel. Men i mangel på bedre kan du lave lidt bøj og stræk eller et par høje knæløftninger med dem på.

Lynlås i benene

Du gider ikke stå på gaden uden sko på og tage regnbukser på. Vælg en model med lynlås i benene, som let kan trækkes ud over fodtøjet.

Velcrolukning

Brede bukseben er godt, når regnbukserne skal på. Men de flaprer i vinden og kan komme i karambolage med kæden. Vælg en model, der kan spændes ind med velcro i benene.

Ekstra benlængde

Et godt tip er at sætte dig ned, når du prøver regnbukser til cykling – så du sikrer, at de ikke kryber op og giver våde buksekanter, så snart du bøjer benene. Lidt ekstra længde er påkrævet.

Reflekser

Regntøj er ofte sort – og sorte cyklister kan være svære at se i trafikken. Så gå efter regntøj med reflekser.

Mini-regntøjs-parlør:
Sådan aflæser du mærkningen på regntøj

Vandtæthed

Regntøjs vandtæthed måles typisk i vandsøjletryk. Trykket angives i millimeter. Ved målingen spændes regntøjets tekstil ud over et rør, som fyldes med vand. Jo højere en søjle tekstilet kan bære – jo mere vandtæt er det. Noget regntøj lover et ekstremt højt vandsøjletryk. 10.000 mm svarer fx til trykket på bunden af et 10 meter dybt bassin – det er en hel del mere, end du har brug for i en dansk regnbyge.

Tommelfingerregel: Til hverdagens cykelbrug er regntøj med et vandsøjletryk på 400 mm tilstrækkeligt.

Åndbarhed

Åndbarhed handler om, hvor svedtransporterende regntøjets tekstil er. »10.000 g/m2*24h« kan der fx stå på mærket i nakken.
Det betyder, at 10.000 g vanddamp kan fordampe gennem 1 m2 af materialet på et døgn – et meget abstrakt tal at forholde sig til, når du køber regntøj.

Tag angivelsen af åndbarhed med et stort gran salt. Producenterne konkurrerer på høj åndbarhed, og den kan måles på forskellige måder – med forskellige resultater. Desuden afhænger regntøjs åndbarhed af, hvilket klima tøjet bruges i – så du kan ikke nødvendigvis overføre de målte tal til cykling i fugtigt dansk efterårsvejr.

(En derfor noget usikker) tommelfingerregel: Til hverdagens cykelbrug er en åndbarhed på ca. 8.500 g/m2*24h tilstrækkeligt.

Kilde: Teknologisk Institut

Læs også

Den store lygteguide

Hvor langt skal dine cykellygter lyse, og hvornår skal de tændes? Bliv klogere på lovens krav til lys, lygter og reflekser og pas på dig selv i trafikken.

Læs guiden

Cykelferie for begyndere

Vil du ud på en længere cykeltur med overnatning - men er i tvivl om, hvordan du kommer godt afsted? Brug Cyklistforbundets guide.

Læs guiden

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Vælg mellem et almindeligt medlemskab, et digitalt medlemskab for unge, et hustandsmedlemskab, et seniormedlemskab, et gavemedlemskab og et firmamedlemskab.

Meld dig ind