Danmarks første CykelGeopark
På Odsherred CykelGeopark smelter cykel, natur og kultur sammen. Et besøg på Odsherred Kommunes cykellegebane er en fortælling om isens og vandets veje, jordens tid og tidens gang og ikke ”kun” et sted, hvor man kan cykle.
Når cyklen, natur og kultur smelter sammen
Odsherred CykelGeopark er den første og eneste cykellegebane, der har taget udgangspunkt i det landskab, den ligger i, UNESCO Geopark Odsherred. På cykellegebanen gengives områdets dramatiske former i lille skala. Cykellegebanen indeholder referencer til gravhøje, lammefjorden, dyndhullerne og smeltevandsrenden, der danner baggrund for, at børn og voksne kan træne deres motorik og cykelfærdigheder på en sjov måde.