Forsøgsordning for speed pedelecs

Høringssvar til Færdselsstyrelsen fra Cyklistforbundet vedr. bekendtgørelse om forsøgsordning for speed pedelecs. Afgivet 6. marts 2018.

Cyklistforbundet ser speed pedelecs som et transportmiddel, der er del af fremtidens bæredygtige mobilitet. Speed pedelecen er et klimavenligt alternativ til både knallerter og biler, kan bidrage til øget fremkommelighed på en lang række strækninger og bidrager desuden med et vist sundhedsfremmende element, da fremdriften delvis forudsætter en fysisk aktivitet fra førerens side.

Men en speed pedelec er mere at sammenligne med en knallert end med en cykel; ikke mindst fordi den er udstyret med en hjælpemotor, der kan drive køretøjet op til 20 km/t uden, at pedalerne samtidig betjenes. På grund af den høje fart har speed pedelacs lige så lidt som en knallert hjemme på cykelstierne.

Cyklistforbundet tager derfor på det skarpeste tage afstand fra udkastet til bekendtgørelse om forsøgsordning for speed pedelecs ud fra en række trafiksikkerheds- og mobilitetsmæssige overvejelser, som ikke er er reflekteret i hverken udkast til bekendtgørelsen eller i høringsbrevet.

Hastighed

Først og fremmest mener vi, at speed pedelecs på cykelstierne vil skabe utryghed og usikkerhed blandt cyklisterne, der bevæger sig med en hel anden hastighed - ikke mindst i bymæssig bebyggelse i myldretiden morgen og eftermiddag. Speed pedelecs vil kunne bevæge sig med en hastighed, som er over dobbelt så høj som en almindelig gennemsnitscyklist og ca. dobbelt så høj som en gennemsnits el-cyklist. Cyklistforbundet frygter, at det vil afholde en del cyklister, især ældre og børn, fra at cykle, hvis de skal dele cykelstien med speed pedelecs. At færre vælger at cykle er en meget dyr konsekvens rent samfundsøkonomisk. Fra Transportministeriets egne beregninger ved vi, at det danske samfund tjener 7 kr. for hver kilometer vi erstatter bilen med cyklen i forlænget levetid og forbedre helbred.

Udkastet til bekendtgørelsen synes udarbejdet uden at tage hensyn til en række forhold, som færdselsloven slår fast. Det fremgår bl.a. af bemærkninger til færdselsloven; ’… at en hastighed på maksimalt 45 km i timen for registreringspligtige knallerter gør det færdselssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt at tillade sådanne knallerter på cykelsti’.

Det fremgår også af bemærkningerne til færdselsloven; ’…. at det ud fra et færdselssikkerhedsmæssigt synspunkt vil være at foretrække, at knallerter som hovedregel føres på cykelsti, når knallerthastigheden er fastsat til maksimalt 30 km i timen’.

De ovennævnte betænkeligheder fra bemærkningerne til færdselsloven lader til at blive tilsidesat med dette forslag til forsøgsordning med speed pedelacs på cykelstierne.

At tillade speed pedelacs på cykelstierne vil skabe markante hastighedsforskelle mellem trafikantgrupperne på cykelstierne og øge risikoen for uheld mærkbart.

Alder

Det er på ingen måde trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade 15-årige uden forudgående køreundervisning og erhvervelse af et kørekort føre speed pedelecs på cykelstierne. Set i forhold til, at der kræves knallertkørekort til lille knallert, som kører langsommere end speed pedelacs, virker dette helt ulogisk og må formodes at øges risikoen for uheld.

Udformning af cykelstier

Det påtænkte scenarie med speed pedelecs på cykelstierne kompliceres yderligere af, at cykelstier i Danmark har en vidt forskellig udformning og varierer fra cykelbaner med 60 cm bredde til cykelstier i eget tracé på 1,2 – 3,0 m. i bredden. At tillade speed pedelacs på alle cykelstier uden fartbegrænsning eller lign. differentierende tiltag vil skabe mange usikre og potentielt farlige situationer særligt på smalle cykelstier og i byer med tæt cykeltrafik.

Øvrige bemærkninger og anbefalinger

Som sagt så ser Cyklistforbundet speed pedelecs som et transportmiddel der er del af fremtidens bæredygtige og effektive mobilitet. Vi havde gerne set, at man også i lovgivnings- og bekendtgørelsesarbejdet havde taget en langt mere seriøs og gennemarbejdet tilgang til at introducere speed pedelecs i det samlede udbud af bæredygtige eldrevne kørertøjer.

Man kunne have valgt en tilgang, hvor speed pedelecs fik lov til at køre på cykelstierne ude på landet, men i bytrafik med lavere hastighedsgrænser for biler, skulle ud blandt bilerne. Det kunne ligeledes have været overvejet at indføre hastighedsgrænser på cykelstierne, således at den tilladte hastighed for cyklister tilpasses forholdene, herunder også cykelstiens bredde, antallet af cyklister, tidspunkt på dagen m.m.

En mere optimal tilgang ville være at afsætte tilstrækkelige anlægsmidler og udbygge cykelinfrastrukturen, så cykelstinettet blev udbygget til supercykelstier med flere baner; en slowlane for almindelige cyklister og en fastlane til speed pedelecs, knallert ’30 og meget hurtige motionscyklister. En tilgang og tankegang man kender fra motorvejsnettet.

Det anbefales at forholde sig til internationale erfaringer på området. Vi er blevet bekendt med hollandske SWOW’s publikation ’Speed-pedelecs op de rijbaan; ovservatieonderzoek’ (rapport nr. R-2017-13A). Heraf fremgår det, at speed pedelecs fra 1. januar 2017 er kategoriseret som knallerter. Disse må alene føres på kombinerede cykel/knallert stier. Selvom man kategoriserer de danske cykelstier som sådanne, så mener hollænderne, at speed pedelecs kun må køre max. 30 km/t på kombinerede cykel/knallert stier i byområder. Og max. 40 km/t på kombinerede cykel/knallert stier i landområder. På almindelige veje uden cykelsti med en fartbegrænsning på 50 km/t for biler, må speed pedelecs alene kører 45 km/t.

I stedet har man med dette udkast til en bekendtgørelse for en forsøgsordning for speed pedelecs gjort de danske cyklisters cykelstier – ikke mindst i byerne - til transportpolitikkens losseplads. Det er trist og dybt beklageligt.

Hvis du vil vide mere: Se høringsportalen for diverse høringspapirer

Høringssvar

Cyklistforbundet inviteres løbende til at kommentere lovforslag, udkast til bekendtgørelser, kommunale planer.

Brug os

Vi har cykelkampagner, cykellegekorps, medlemskaber og certificeringsordning for virksomheder, partnergrogrammer for kommuner og meget mere.

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for cykelsagen på mange måder.