Ja, det kan de med den rigtige forberedelse og træning. Det kan du læse om i denne udgave af CYKLISTER, hvor vi besøger Børnehuset Haven i Aarhus, der cykler rundt om Brabrand Sø med de største børn i børnehaven.
Før børnene kommer ud på den lange tur, har de i flere år trænet i cykling i institutionen, så de er klar til turen.
Pædagogen, Hanne, fortæller, at nogle af hendes fagfæller undrer sig over, at Børnehuset bru- ger tid på at lære børnene at cykle, for er det virkelig en del af pædagogers job at lære børn at cykle? Det mener Hanne, det er, fordi alt for mange børn ikke kan cykle, når de begynder i skole.
Det har hun desværre ret i. Alt for mange børn får ikke lært at cykle og bliver kørt til skole i bil af deres forældre. I Cyklistforbundet ved vi, at børn, der cykler, er sunde og friske børn, der desuden bliver i stand til at klare sig selv: De kan selv cykle til skole, sport og venner og oplever at få en kæmpefrihed, fordi de ikke er afhængige af deres forældres hjælp til kørsel.
Derfor har vi vores forårskampagne, Vi Kan Cykle!, der netop henvender sig til børnehaver. Jo tidligere, børn kommer i gang med at cykle, jo bedre. Faktisk kan de begynde allerede i vugge- stuealderen på en løbecykel. Og der er heldigvis mange institutioner og pædagoger som Hanne, der kan se det fornuftige i at bruge cyklen rigtig meget i børnehaven. Så op mod 20.000 børn kommer til at deltage i vores kampagne i maj. Det er vi rigtig stolte over – også selv om de ikke alle sammen cykler 25 kilometer.
I dette blad kan du desuden læse om tendensen med, at flere og flere vælger at leje eller lease en cykel i stedet for at købe en. Vi har principielt
ikke en holdning til, hvordan du anskaffer dig en cykel – om du ejer eller lejer. Bare du cykler. Men vi arbejder for, at flere cykler mere, og hvis cykel på abonnement får flere unge til at cykle, er det positivt. Og
hvis nogle flere får mulighed for at transportere familien på en lækker og dyr el-ladcykel, fordi de kan have den til leje, er det også godt for både cyklismen og klimaet.