Magasinet CYKLISTER
Vi skriver om det, som cyklister går op i og udkommer fire gange årligt
Sommeren 2019 har været en sommer præget af heftig debat om el-løbehjul på cykelstierne. Igen og igen har borgere, politikere og politi givet udtryk for, at det opleves decideret farligt, når byernes smalle cykelstier skal rumme både cykler, el-løbehjul og en lang række andre såkaldte små motoriserede køretøjer.
Da den tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) sidste år ville liberalisere cykelstierne, gav vi i Cyklistforbundet i flere høringsvar udtryk for dyb bekymring over for sikkerheden. Sammen med blandt andre Rådet for Sikker Trafik pegede vi på risikoen for ulykker, når cykelstierne blev opsamlingssted for el-løbehjul, one-wheelers, elektriske skateboards og speed-pedelecs (der må køre op til 45 km/t). Men et bredt flertal i Folketinget gjorde hurtig proces og satte gang i et forsøg.
Nu er vi ca. 3/4 inde i den et-årige forsøgsperiode, og virkeligheden har ramt gaderne – og politikerne. Flere folketingspolitikere har talt om lovændringer, og en københavnsk borgmester har efterlyst en 6-km hastighedsgrænse på el-løbehjul og sendt en opfordring til den nye S-transportminister Benny Engelbrecht om at se nøje på ulykkesstatistikkerne, når forsøgsordningen skal evalueres til januar.
I Cyklistforbundet har vi også en opfordring til ministeren: Hold øje med især tre forhold, når I skal evaluere ordningen. Bidrager el-løbehjul til en sundere hverdag? Gør el- løbehjul noget godt for klimaet? Giver el-løbehjul os nye muligheder for at bevæge os lettere rundt mellem hjem, job, uddannelse?
At det ikke gør det store for vores sundhed at stå stille på et bræt, siger sig selv. Vi kan – i modsætning til (el)cyklen – ikke bruge el-løbehjul til at bekæmpe hverken den fedme-epidemi eller de livsstilssygdomme, som vi danskere døjer med i så høj grad og med alt, hvad det betyder af øgede offentlige sundhedsudgifter.
Skal el-løbehjul gøre noget godt for klimaet, kræver det, at bilister vælger el-løbehjulet i stedet for bilen. Men en nyere amerikansk undersøgelse fra North Carolina State University viser, at to tredjedele af turene erstatter cykelture, gåture og rejser med kollektiv transport. Ikke særligt lovende.
Hvad så med det sidste spørgsmål? Jo, el-løbehjul giver os nok i en vis grad adgang til god og let mobilitet. Men er det godt nok?
Vi har som samfund ingen interesse i, at ikke mindst vores unge vælger cyklen fra. Hvorfor skal 15 årige stå stille på et bræt, når aktiv transport er en del af løsningen på de alt for mange kilo, som vi danskere slæber rundt på? Hvorfor udnytter vi ikke dagligdagens transport til at håndtere både klima- udfordringer og fedmeepidemi. Forsøgsordningen kører året ud. I Cyklistforbundet følger vi udviklingen nøje.