Vi når ingen vegne med en halv cykel
Leder i CYKLISTER #3 2021 af landsformand Jens Peter Hansen
Har dit barn deltaget i en af Cyklistforbundets store landsdækkende børnecyklingskampagner – enten børnehavekampagnen Vi kan cykle! eller skolekampagnen Alle Børn Cykler? Det er der en ret stor sandsynlighed for, for hvert år deltager over 100.000 børn i vores kampagner.
Vi glæder os over hver en pædagog og hver en lærer, som tilmelder sin børnehave eller sin skoleklasse til de to kampagner, som skal give børn gode oplevelser med at cykle i hverdagen og inspirere børn til at få cyklen som fast følgesvend i livet. Vi glæder os også over hver en forælder, som lærer sit barn at cykle fra en tidlig alder. At cykle er godt for vores sundhed, for miljøet og for klimaet, og hver en pædagog, lærer og forælder er i realiteten med til at bakke op om cykelsagen. Tusind tak for det.
Hvad vi derimod ikke glæder os over, er når politikere i store politiske forlig spiser Danmark af med småpenge på cykelområdet. Siden CYKLISTERS forårsnummer har vi fået Infrastrukturplan 2035 – altså den plan, som lægger linjen for investeringer på transportområdet de mange år frem. Det er positivt, at samtlige partier i Folketinget er enige om behovet for en styrket indsats for flere cyklister af hensyn til netop vores sundhed og klima.
Men tale er ikke nok. Der er nødt til at følge penge med. De tre milliarder, som blev sat af til cykelområdet frem til 2035, er slet ikke nok til at løfte opgaven, hvis ambitionen er at gøre (el)cyklen til et reelt og attraktivt alternativ til de mange korte og kortere ture, som vi tager i vores biler - til skole og uddannelse, til arbejde, til sport, til bageren.
Det er som at give dit barn en halv cykel at cykle til skole på. Vi mangler cykelstier og supercykelstier i Danmark. Vi mangler cykelparkering ved trafikknudepunkter. Vi mangler bedre trafiksikkerhed for cyklister.
Det danske samfund sparer ifølge Transportministeriets egne tal otte kroner for hver kilometer, vi vælger cyklen. Vi vinder alle sammen, når flere cykler mere. I den situation er det beskæmmende at se det tydelige hierarki i partiernes aftaletekst: Bilerne får fem sider. Kollektiv transport får to. Cykling får bare en halv side - den allersidste. Cyklistforbundets udspil op til infrastrukturplanens vedtagelse ’Giv Danmark 2.275 km ny cykelsti’ er desværre stadig aktuel – alt for aktuel.