Fra venstre er det Grethe, Rie og Inger.

Energiske bedsteforældre i Viborg

En enkelt lærer kan jo ikke cykle afsted med 22 lopper - vi må hjælpe, lød ræsonnementet fra Cyklistforbundets Viborgafdeling. Der er bogstaveligt talt gang i hjulene med både 'bedsteforældrecykling' med de lokale skolebørn og 'cykling for alle'-cykelundervisning.

De frivillige i Cyklistforbundets Viborgafdeling er særdeles aktive, og de tre kvinder Grethe, Rie og Inger er ingen undtagelse. Selvom alle tre er gået på pension, har de langt fra pensioneret sig selv. Tværtimod. De er særdeles aktive.

Inger er formand for afdelingen og har været det i syv år. Hun har tidligere arbejdet i den grafiske branche og har i mange år været faglærer på Aarhus Tech. Derfor er det også hende, der lavet de grafiske materialer til afdelingens aktiviteter. Engang var det både blad og en masse andet, fortæller hun, men i dag er det mest turfoldere. Hun har været med i Cyklistforbundet siden 1979, eller stort set altid, som hun selv udtrykker det, og bruger det meste af sin tid på det frivillige arbejde.

Rie har også været formand, det var hun i elleve år, indtil Inger overtog stafetten. Hun er ligeledes pensioneret i dag, men var tidligere kontorfuldmægtig i Forsvarets bygningstjeneste, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med fysisk planlægning og naturbeskyttelse. Hun har været med i Cyklistforbundet siden 1995 og bruger lige som Inger stort set også alle sine vågne timer på noget, der har med cyklisme at gøre.

Lidt inde i vores snak dukker også Grethe op.

- Hun er ikke kun bedstemor, udbryder Inger og Rie i kor. - Hun er også oldemor. Det har ingen af os andre nået endnu.

Grethe har været med i Cyklistforbundet i femten år og har cyklet, siden hun var fem, fortæller hun og fortsætter.

- Da mit barnebarn skulle føde, blev hun kørt til fødeklinikken på ladcykel, og efter fødslen kørte mor og barn hjem igen på ladcyklen. Det er da meget sjovt.

Bedsteforældrecykling med skolebørn og deres lærer

I Viborg laver de noget, de kalder bedsteforældrecykling. Eller familiecykling, hedder det helt korrekt, men da turene oprindeligt var for børn og deres bedsteforældre, fik det lidt det øgenavn.

- Alle os, der cykler med her fra Cyklistforbundet, er jo også bedsteforældre, så det passer vel meget godt, siger Inger.

- Det gik til at starte med ud på, at vi fik børnene ud på en lille tur, måske op til fem kilometer, og så havde vi et sted, hvor vi kunne stille en cykelbane op og lave forskellige cykellege med dem. Vi uddelte også præmier til alle, som de lokale cykelhandlere sponsorerede. Turene har virkelig været en stor succes, og vi kører dem faktisk stadig nu her femten år senere. Det er ligesom blevet en tradition.

- Hvor mange, der kommer med, er meget afhængig af vind og vejr, indskyder Grethe. - Vi har været firs og vi har været fire, som vist nok mest var os selv. Det var nok, fordi det pisseregnede.

- Det hele startede egentlig med, at de manglede nogle voksne til at tage med på en tur nede på mit barnebarns skole, fortæller Rie.

- Det var, da hun gik i femte klasse. Jeg blev kontaktet af min datter og spurgt, om jeg kunne cykle med børnene, og det kunne jeg jo selvfølgelig sagtens, så jeg mødte op og kørte med. Det blev sådan set starten på det med bedsteforældre, der cykler sammen med skolebørn. I dag har det også udviklet sig til et egentlig tilbud i kommunens regi, som er blevet meget professionelt, kan man godt sige. Nu er det et tilbud til alle kommunens folkeskoler og børnehuse, hvor vi tilbyder at cykle med ud til de forskellige arrangementer som ekstra voksne.

- Det er jo klart, at en enkelt lærer ikke kan cykle afsted med toogtyve lopper, siger Inger.

- Og grunden til, at vi tilbyder det, er jo fordi vi synes, det er vigtigt, at børnene kommer op på cyklen, i stedet for at de måske slet ikke kommer afsted eller skal køres i bus eller i bil til tingene. Vi er nok en gruppe på fem her fra afdelingen, der stiller os til rådighed, og vi skal i hvert fald gerne være mindst to, der tager afsted fra Cyklistforbundet på en tur.

- Vi synes jo også, at det er hyggeligt og rart at være sammen om det, siger Rie.

- Meget af det, vi laver, er jo båret af, at vi synes, det giver rigtig god mening, og at vi også har det hyggeligt med hinanden. Derfor er det også bedst at være to eller flere, men vi har da også været fem på en tur. Det var med en nulteklasse, hvor vi skulle tværs gennem byen, og der var altså rigeligt at lave for os sammen med de to lærere, når vi skulle have gelejdet de små gennem byen og over alle lysreguleringerne.

- Det er selvfølgelig lærerne, der har selve ansvaret, det er ikke os, vi hjælper bare, forsikrer Inger.

- Og turene kan såmænd være meget forskellige. Vi har fx været ude på en tur til Hjarbæk Fjord, hvor vi skulle høre noget om fiskeri og om sluser. Vi har også været med til noget teater, og vi har været på naturskolen og på skydebane. Vi bliver kloge i børnehøjde og synes jo også, det er spændende at lytte med.

- Noget, der også er sjovt og dejligt, griner Grethe.

- Det er jo, at når vi så selv er ude og cykle, og kører forbi en skole for eksempel, jamen så bliver der råbt hej og dav fra børnene. De kender os jo.

- Men behøver selvfølgelig ikke at være bedsteforælder, indskyder Inger. - Men vi er pensionister alle os der kører med, for det er i arbejdstiden, så det er jo mest os der har tid til det.

Cykelleg og cykelundervisning

- Vi laver også rigtig mange andre ting, fortæller Inger.

- For eksempel det, der hedder Cykling for Alle. Det er nogle dage om ugen og går ud på at hjælpe folk, der aldrig har cyklet, med at lære det. Alle må være med, men typisk er det børn og kvinder, der dukker op, og også mange indvandrerkvinder, som gerne vil lære at cykle. Vi laver også Cykelleg. Det går ud på, at vi tager ud på skolerne efter aftale og leger forskellige lege med en klasse. Der bruger vi Cyklistforbundets bog '20 cykellege', og her har vi saftsuseme også travlt. Vi er virkelig meget ude og lave cykellege i børnehusene og i skolerne.

- Vi har også haft et projekt for folk, som var stoppet på arbejdsmarkedet, men som gerne ville i gang med at cykle igen, fortsætter Rie.

- Og et om at få ældre op på cyklen igen. Hvis de var blevet usikre på cyklen, så hjalp vi dem med at komme i gang igen. Og så har vi jo det her Cykling uden alder, hvor vi kører ud med de ældre i rickshaw på plejehjemmene.

- Der sker i det hele taget faktisk rigtig meget, men der går selvfølgelig også tid med andre ting i afdelingen såsom møder og den slags, indskyder Inger igen.

- For eksempel skal jeg til et møde om det gode seniorliv her senere i dag. Det er også i kommunalt regi. Og så er der jo nogle, som beskæftiger sig med det trafikpolitiske, som ikke har noget med alt det her andet at gøre. Det er jo lysten, der driver værket. Man skal synes, det er sjovt, og at det giver mening. Det betyder meget for Cyklistforbundet, at vi har lokalafdelingerne, for man kan jo ikke sidde ovre i København og vide alt, hvad der sker over det hele. Altså bare her i Viborg kan vi da også opleve, hvor stor forskel der er bare på inde i byen og så længere ude. Så det lokale arbejde betyder meget.

Som ens anden familie

- Det er jo også lidt sjovt, siger Grethe.

- At de her mennesker, vi laver alt det her frivillige arbejde med, dem er vi mere sammen med, end vores egne familier. Vi er både hinandens bedste venner og anden familie, og vi har det simpelthen så hyggeligt. Det handler ikke kun om projekterne og alt det, men jo også om vores livskvalitet. Vi elsker det her, og vi elsker at være sammen. Vi bruger af den grund også meget tid på det. Altså for nogle af os er det al vores tid, men igen skal det jo ses på den måde, at cykling i det hele taget er en vigtig del af vores liv. Det er ikke kun i Cyklistforbundets regi, men også bare i det hele taget. Vi cykler meget og laver meget, der handler om cykling. De fleste af os har faktisk lært hinanden at kende gennem Cyklistforbundet, og det er blevet til personlige venskaber for livet, helt sikkert.

- Det sjove er samværet, istemmer Rie.

- Og det at møde andre, der interesserer sig for det samme som en og så at komme ud og bruge sin krop og røre sig og opleve naturen. Den glæde, det er at cykle med børnene for eksempel, det er simpelthen så dejligt, det gør bare en så glad. De jubler jo og synes, det er mega sjovt. Det er sgu lønnen i sig selv.

Vi vil dele glæden

- Jeg gør det også, fordi jeg kan ikke leve uden at cykle, siger Grethe.

- Og det vil jeg da også gerne have, at andre skal opleve. Bare jeg kommer ud og får blæst i håret, så er jeg glad. Hvis jeg er lidt træt, så er det bare at trille ud ad indkørslen, ja så er det ovre allerede. Vi vil gerne dele den cykelglæde med andre. Det er så synd, at der er så mange, der enten har glemt, hvor dejligt det er at cykle, og nogle der aldrig er kommet i gang med det. Det synes vi er ærgerligt, og derfor kæmper vi en brav kamp for at få så mange med som muligt. Det er jo til gavn for både ens eget velbefindende og for klimaet også.

- Vi laver i det hele taget rigtig mange ting, hvor det er i samarbejde med andre, afslutter Inger.

- Vi er jo sådan nogle ildsjæle, det ord kan vi faktisk godt lide. Og vi får nogle kilometer i benene, kan vi godt afsløre, for når vi ikke er ude og cykle med andre, ja så tager vi da bare lige en tur selv, griner de alle tre.