"Tag cyklen, det er ingen kunst" - elever fra Lysbro Kunst har tegnet cyklerne til Silkeborg Cykelfestivals kampagneplakat

Silkeborg vil af med de mange korte bilture

Cyklistforbundets lokale afdeling i Silkeborg har sammen med DGI Midtjylland arrangeret en to ugers cykelfestival, der sætter fokus på de korte bilture, som nemt kunne tages på cykel. Festivalen skal inspirere til hverdagens små, simple, men vigtige adfærdsændringer. Formand for lokalafdelingen Bjarne Petersen fortæller om arbejdet.

65-årige Bjarne Petersen, der er uddannet folkeskolelærer og i dag arbejder som sekretariatsleder i DGI Midtjylland, er en flittig frivillig i lokalafdelingen. Nu er han også projektleder på Silkeborgs nye flagskib, Silkeborg Cykelfestival.

Festivalen åbnes lørdag den 28. august 2021 med musik og taler ved et stort event på Bindslevs Plads. Den to uger lange festival, der gennemføres med økonomisk støtte fra Silkeborg Kommune, Spar Nord og Nordea-fonden, indeholder en lang række aktiviteter, som tæller både skolecykling, kunstarrangementer, happenings, temacykelture, motionscykelløb og meget mere.

Vi skal ændre folks vaner

Omkring tankerne bag projektet fortæller Bjarne, at det absolut ikke handler om at være for eller imod biler.

- Det handler om at få flere til at cykle. Og så handler det om at fejre alle, som vælger at tage cyklen, om det så blot er hen til bageren, til skole eller til arbejde. Vi skal simpelthen bare have flere op på cyklen. I modsætning til meget af det, vi normalt laver, som fx skal skabe bedre forhold for cyklister, supercykelstier, cykelgader og al den slags, så handler festivalen her faktisk mere om, at vi ønsker at hjælpe med at ændre folks vaner.

Mange af de ture er så korte, at de sagtens kunne tages på cykel i stedet både til gavn for den enkeltes sundhed og til gavn for klimaet. Vores festival kan være med til at skabe opmærksomhed om det, siger Bjarne Petersen

Afsættet er rå statistik, som taler sit tydelige sprog, fortæller Bjarne. Tallene viser nemlig, at 26% af samtlige bilture er under 2,5 km, 47% er under 5 km og 59% er under 10 km.

- Det betyder jo, at der er et kæmpe potentiale i forhold til at få flere til at cykle, hvis bare nogle af alle de korte ture blev konverteret til cykelture. Vores slogan for festivalen er derfor også ”Er det nu nødvendigt at tage bilen”. Mange af de her ture er så korte, at de sagtens kunne tages på cykel i stedet både til gavn for den enkeltes sundhed og til gavn for klimaet. Det er ganske små vaner, vi taler om her, så derfor tænker vi, at vores festival kan være med til at skabe opmærksomhed om det.

Fokus på de gode oplevelser

Festivalen har fokus på, hvad gevinsterne vil være frem for at tale om alle problemerne, og det sker via en masse cykelaktiviteter og kampagner.

Vi vil fx forsøge at aflive mange af de gængse undskyldninger, som folk har for at lade cyklen stå og tage bilen, hvad end det er afstanden, stiforholdene eller andet. Vi ønsker at pege på det positive og med et smil i stedet for et negativ fokus, hvor man slår folk i hovedet omkring klima eller andet. Vi vil lokke med gode skønne oplevelser og samtidig pege på fordelene ved at cykle frem for forhindringerne. Der er jo allerede en masse tilbud og aktiviteter i byen, og dem vil vi også gerne slå et slag for. På den måde skal det både være en øjenåbner og en inspiration.

Jeg tror, at det lokale engagement er vigtigt i forhold til at være sådan en slags vagthund over for politikerne. Cyklistsagen er formuleret i mange politiker, og man vil fra kommunens side gerne få flere til at cykle. Men når det kommer til praksis, så kan vi konstatere, at det jo ikke er det, der sker. Det er væsentligt, at nogen går til politikerne og får dem til at forholde sig aktivt til det, siger Bjarne Petersen

Om festivalen i sig selv giver et direkte output er jo vanskeligt at måle, medgiver Bjarne, men det er heller ikke det vigtigste.

- Hvis den kan nå ud til folk, som ikke i forvejen cykler, er det selvfølgelig skønt. Samtidig skaber arbejdet med festivalen også kontakt og samarbejde med rigtig mange aktører i lokalområdet i form af organisationer, virksomheder og foreningsliv. Det er den slags netværk, som også vil have stor værdi fremadrettet i cykelsagen.

Hverdagscykling er også idræt

Bjarne Petersen har været aktiv i Cyklistforbundet i Silkeborg i fem år, og de seneste tre år som formand for afdelingen. Han ser en rigtig god sammenhæng mellem sit arbejde hos DGI og så det frivillige arbejde i Cyklistforbundet.

- Mit arbejde hos DGI består blandt andet i at skabe mere aktivitet og bevægelse blandt danskerne. DGI har sammen med Dansk Idrætsforbund en vision om, at i 2025 skal 50% af befolkningen være medlem af en forening og 75% skal være idrætsaktive. Her er det så, at jeg mener, at hverdagscykling også er en motionsform og en accepteret idrætsaktivitet, som bør anerkendes. Det, at man fx cykler frem og tilbage til arbejde, tæller mindst lige så meget, som at man kører i bil og så tager til idræt, når man kommer hjem. Altså mange tager jo bilen hjem fra arbejde og sæter så cyklen bag på og kører ud til skoven, hvor de så cykler. Den ene form for cykling tæller jo ikke mere end den anden efter min mening. Så på den måde er der jo en tæt sammenhæng mellem mit arbejde hos DGI og så mit hverv som frivillig i cyklistforbundet.

Bjarne fortæller også, at han normalt måske bruger nogle timer om ugen på frivilligt arbejde, men når de laver et projekt som denne festival, hvor DGI jo er med i arbejdet, så overlapper det lidt. En del af det arbejde, der ligger i at lave festivalen, betaler DGI, og derfor er hans indsats lidt mere omfattende med dette projekt end normalt.

Den lokale kamp for cykelsagen

Ud over sin personlige begejstring for at cykle og det spændende ved at arrangere noget så stort som fx denne cykelfestival, så betyder selve cykelsagen meget. Især på det lokale plan, som Bjarne mener er afgørende.

- Jeg tror, at det lokale engagement er vigtigt i forhold til at være sådan en slags vagthund over for politikerne. Generelt er det min oplevelse, at cyklistsagen har positiv medvind. Den er formuleret i mange politiker og den slags, og man vil fra kommunens side gerne fremme cyklismen og få flere til at cykle. Men, når det så kommer til praksis, så kan vi bare konstatere, at det jo ikke er det, der sker … altså at der kommer flere cyklister, tvært imod. Så der tænker jeg, at det er væsentligt, at der er nogen, der går til politikerne og siger, ’hvordan skal det her gøres’ og på den måde får dem til at forholde sig aktivt til det.

Det handler om livskvalitet. Man skaber jo relationer til andre mennesker, som man arbejder sammen med og har en masse oplevelser sammen med. Resultaterne omkring cykelsagen er selvfølgelig vigtige for motivationen, men det sociale er utrolig givende, siger Bjarne Petersen

- Man kan se på det på den måde, at der jo kommer flere og flere biler. Og hvorfor gør der det? Jamen hvis man laver en masse fordele, der gør det attraktivt at køre i bil, ja så kommer der flere. Hvis man nu tænkte på samme måde om ønsket om at få flere cyklister, så ville man jo på samme måde måske kunne lykkes med det, hvis man skabte nogle fordele, der gjorde det attraktivt at tage cyklen. Og her har cyklistforbundet jo nogle bud på, hvad der skal til, hvis man vil nå disse mål.

Bjarne er også opmærksom på det samspil, der ligger mellem cykelsagen nationalt og lokalt. På nationalt plan handler cykelpolitik, og transportpolitik i det hele taget, meget om de store penselstrøg og om bevillinger og puljer, men når pengene skal udmøntes til praksis, foregår det jo i stor udstrækning lokalt, siger han.

- Altså det er jo ofte ude i kommunerne, at bevillingerne skal omsættes til praksis, og her er det, at det er helt afgørende med lokale afdelinger, der kan arbejde for lokale løsninger og initiativer. De lokale afdelinger spiller samtidig også en vigtig rolle i forhold til at skabe netværk og relationer og lave lobbyarbejde over for både politikere og erhvervsliv. Hvis der ikke er nogen, der taler cyklismens sag, så bliver det let til en lille sag, der taber i den store sammenhæng, og som ikke bliver prioriteret i budgetterne.

Det frivillige arbejde giver livskvalitet

Ifølge Bjarne handler det lokale frivillige arbejde dog om meget mere og andet end hård asfalt og politik. Ja faktisk rigtig meget om kernen for det hele, nemlig at cykle og om skønne oplevelser.

- Det er vigtigt at understrege, at der også er et helt andet element i det at arbejde for en sag sammen med andre, og det handler om livskvalitet. Man skaber jo relationer til andre mennesker, som man arbejder sammen med og har en masse oplevelser sammen med. Resultaterne omkring cykelsagen er selvfølgelig vigtige for motivationen, men det sociale er utrolig givende. Frivilligt arbejde er fantastisk udviklende og noget som spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv. Frivillighed fylder meget i det danske foreningsliv, og her er cyklistforbundet jo en både stor og meget aktiv spiller.

Bjarne peger også på, at frivilligt arbejde giver livsvigtige erfaringer som kan bruges i mange andre sammenhænge, blandet i ens arbejdsliv.

- Især for unge mennesker synes jeg, det er vigtigt at tænke på, at det faktisk giver nogle kompetencer, som man kan bruge i sit øvrige arbejdsliv og som arbejdsgivere også vægter. Det er i høj grad i det frivillige arbejde, at man kan udvikle sig.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, afslutter Bjarne Petersen, at det er en motivation at se nogle resultater af det arbejde, man gør.

- At se, at det man kæmper for, faktisk også lykkes indimellem er selvfølgelig ikke uden betydning. Det er jo langt fra altid, men når det sker, så er glæden stor. Også fordi man mærker anerkendelsen fra andre af, at det arbejde, man laver, er vigtigt, og at det faktisk gør en forskel.

Vil du også være frivillig?

Vil du arbejde for cykelsagen, dyrke din cykelpassion og lave sjove arrangementer sammen med andre? Som frivillig i Cyklistforbundet bliver du en del af et engageret fællesskab. Alle er hjerteligt velkomne, og har du en god ide, så er der måske nogen, der har lyst til at gennemføre den med dig. Se om, der er lokal afdeling i nærheden af dig.

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Læs også

Frivilligportalen

Bliv aktiv i cykelsagen

Gør en forskel. Få indflydelse. Brug frivillighåndbogen. Find en lokal afdeling.

Gå til Frivilligportalen

Frivilligportalen

Hvad laver de frivillige?

Se eksempler på det store arbejde for cykelsagen, som foregår lokalt i Cyklistforbundets afdelinger rundt om i Danmark.

Læs 'tæt på'-historierne

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere