Tina Espander


Jeg stiller hermed mit kandidatur til rådighed for Cyklistforbundets hovedbestyrelse. Jeg er 55 år, arbejder i Aalborg og er bosiddende i København

Erfaring fra Cyklistforbundet og andet organisationsarbejde
Jeg mindes at jeg har været medlem af Cyklistforbundet i hele mit voksenliv. Jeg har især fulgt med via medlemsbladet.

Jeg har tidligere været formand for ungdomsafdeling i håndbold, formand for højskoleelevforening og formand for andelsboligforening.

Jeg har taget en lang pause fra frivillige forenings- og organisationsarbejde, men er klar igen, og jeg har meget lyst til at engagere mig i en sag der betyder noget for mig - sammen med andre.

Uddannelses og erhvervserfaring
Uddannet folkeskolelærer og psykolog.

Arbejdet som lærer, selvstændig organisations og klinisk psykolog og forenings og udviklingskonsulent i DGI.

Mine fokusområder og hvilke opgaver jeg kan bidrage med som bestyrelsesmedlem
Jeg ønsker at stille mig til rådighed for Cyklistforbundets hovedbestyrelse, da jeg er optaget af "sagen" og at Cyklistforbundet fremstår som en stærk og central aktør i forhold til regering, folketing, kommuner og andre interessenter som har indflydelse på, hvordan cykling understøttes og motiveres, så flere kommer på cyklen oftere og længere og både i forhold til transport og rekreativ brug, glæde og oplevelser.

Jeg ser cykling ind i både den psykiske og fysiske sundhedspolitiske dagsorden og jeg vil gerne være med til at sætte de strategiske retninger for, at Cyklistforbundet er med til at tegne og påvirke udvikling og muligheder ind i dette felt - som jeg i øvrigt synes man allerede gør på en glimrende måde.

Hvor ser jeg cyklistforbundet udvikling om fem år og på længere sigt
Det har jeg svært ved at give nogle gode bud på lige nu. Generelt er jeg at den betragtning at samfundsudviklingen går så hurtigt, at der ikke er gode grunde til at lægge 5 års planer. I stedet skal organisationens valg, dispositioner, ressourcer og indsatser løbende holdes op imod den udvikling der sker i samfundet sammenholdt med den rolle og position Cyklistforbundet gerne vil indtage og varetage.

Jeg vil dog gerne bidrage til, at Cyklistforbundet forsøger at positionere sig som en central aktør ind i mobilitet, bevægelse, udeliv, samvær og trivsel, som sagtens kan udvide forbundets "sag" og dagsordner på felter, der knytter sig til, at cyklen og cykling er et element heri.

Se alle kandidaterne

Kandidater til hovedbestyrelsen 2021

Hovedbestyrelsen er Cyklistforbundets øverste myndighed, der bliver valgt på det årlige landsmøde i oktober. Se de opstillede kandidater her.