Mike Hedlund-White
(Genopstiller)
- HB-medlem siden LM 2009.
- CF næstformand 2013-15.
- CF tovholder for Digitalt Stelnr. Arb.Gruppe.
- af Udvalget for Cykelmedtagning
- Formand for PR- og HverveUdvalget
- fmd. for StatistikUdvalget (nedlagt)
- medl. af SupercykelstiUdvalget (nedlagt)
- for CF Aalborg.
- Tidligere medlem af Transportministeriets Højresvingsgruppe
- af følgegruppe for selvkørende bus i Aalborg
- Initiativtager til og medlem af nystartet regional arbejdsgruppe vedr. skræddersyede mobilitetsløsninger til virksomheder i Nordjylland
- Guide for US-Universitetsstuderende udi urbane cykelløsninger samt urbane rum og urbane planløsninger i Aalborg.
Jeg deltager også løbende i diverse cykel- og mobilitetsorienterede konferencer, workshops og møder. Hertil kommer, at jeg tilrettelægger en række årlige tema-cykeludflugter for CF-medlemmer og den brede offentlighed med typisk mellem 20 og 70 deltagere pr. tur. Jeg står også for størstedelen af Aalborg-afdelingens presseindsats, networking og lobbyarbejde.
Helårs hverdagscyklist uden på nogen måde at være teknik-nørd eller involveret i særlige cykel-subkulturer - cyklen er ganske enkelt mit primære transportmiddel og som sådan en integreret del af min identitet og livsstil. Er slet ikke en cykelsportslig kraftkarl – Jeg cykler bare derudaf i mit eget tempo og prøver at give sjælen plads til at følge med.
Cyklismen som samfundsfænomen og som del af en større bæredygtig, klimavenlig samfærdsels-sammenhæng optager mig i høj grad. Levende cykelpolitisk engageret og kan slet ikke lade være med at involvere mig entusiastisk med input i og uden for CF-regi.
- Af britisk-svensk herkomst, vestsjællandsk barn- og ungdom samt nordjysk voksenliv med base i Aalborg.
- Bachelor i samfundsfag med supplerende engelsksproglige studier (Aalborg Universitet, 1990´erne).
- Beskæftiget gennem årene med bl.a. kommunikation, PR/marketing og fremstilling af luksuschokolade - pt. i en freelance-position.
Hvad vil jeg bidrage med som bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet?
Som HB-medlem vil jeg være med til fortsat at sætte markant kurs og pejling for Cyklistforbundet (CF). Jeg vil gennem et dedikeret, levende og så vidt muligt visionært proaktivt bidrag søge at drive den langsigtede og kontinuerlige indsats for at sikre et slagkraftigt cyklistforbund på et økonomisk ansvarligt grundlag, der til enhver tid kan matche og mestre de udfordringer, der skal håndteres for at sikre Cyklistforbundet, cyklismen og cykelsagen bedst mulige vilkår og rammebetingelser, herunder at få afskaffet eller begrænset puljevældet til fordel for en årlig solid plads på finansloven.
I min optik er det i øvrigt en styrke at have afdelings-aktive medlemmer fra provinsen som medlem af HB og i det lys vil jeg fortsat kæmpe for, at vi bevarer en eller anden form for forenings-fælleskabs orienteret organisering samt afdelingsbaseret repræsentation i HB.
Med HB som udgangspunkt og ramme vil jeg fortsætte med at yde mit aktive bidrag, ofte bag kulissen og uden at mit stempel nødvendigvis fremgår, til den løbende lobbyindsats i dialog og kontakt med presse, politikere, embedsværk og andre cykelinteressenter.
Jeg vil også vedblive at understøtte og fastholde Cyklistforbundet som en offensiv og bevidst dagsordensættende interesseorganisation, som skal sikre Cyklistforbundet og cykelsagen fast og relevant betydningsfuld plads i samfundsbevidstheden og samfundslivet.
Gennem de grundlæggende menings- og holdningsudvekslinger i HB vil jeg desuden fortsætte med at forfægte åbenhed, konstruktiv kompromissøgende dialog og respektfuld rummelighed.
Jeg vil også arbejde for den bedst mulige grad af interaktion og dynamisk samhørighed mellem HB, de aktive og sekretariatet (CF´s professionelle niveau), herunder også virke for at Cyklistforbundet til enhver tid fremstår som en attraktiv virkeplads for cykelglæde og cykelvisioner.
Ydermere sigter jeg efter at fortsætte og fastholde min indsats i de respektive fagudvalg og udvalgte positioner, hvor jeg har sæde. Men, jeg er faktisk tændt på alle ressortområder og indtræder gerne i nye udfordrende, udviklende opgaver!
Som både menig HB´er og som tidl. næstformand for CF, har jeg oplevet, at mine input og holdninger har gjort indtryk rundt omkring og fæstnet sig i de kontekster, hvor jeg har repræsenteret CF og hverdagscyklingen.
Cykelsagen og cyklismen er noget, jeg brænder for på alle parametre og jeg ønsker et meget mere cykelorienteret og cyklende Danmark end den nuværende udvikling peger på og går i retning af!
Hvor mener jeg, Cyklistforbundet skal hen?
Min overordnede langsigtede vision er at være med til at opbygge verdens bedste og stærkeste cyklistforbund med mange flere medlemmer og støtte-givere - CF skal være en medlemsbaseret NGO med en betydelig folkelig opbakning understøttet af en robust økonomi (gerne finanslovs-sikret). Jeg støber gerne kuglerne, som vor direktør og andre kan løbe med.
Samtidig brænder jeg for at inspirere, udvikle gode idéer, sætte og forfægte den cykelpolitiske dagsorden samt på højeste niveau at sikre en skarp, stærk cykelpolitisk kurs til gavn og glæde for cyklismen. Vi skal meget gerne opstille fix-punkter for, hvor vi gerne vil være om 3, 5 og 10 år, f.eks. hvor mange medlemmer vi skal være og hvilke cykelpolitiske mål der skal være opfyldt/udviklet.
Min vision er endvidere, at Danmarks 1 million dagligcyklister og 3,5 millioner hyppigcyklister skal have en stærk og velorganiseret fortaler for deres almene cykelinteresser. CF skal være cyklismens og danske cyklisters velkendte og faste fysiske fikspunkt og interessemæssige samlingspunkt. Cyklistforbundet skal stå tindrende klart på det store cykelflertals lystavle som danske hverdags- og fritidscyklisters naturlige organisatoriske base og forkæmper.
Cyklistforbundet skal i min optik fastholde sin internationale stilling og betydning, både gennem ECF-medlemskabet, via Cykelambassaden og i kraft af diverse øvrige bi- og multilaterale kontakter og indsatser.
På lokalt- og regionalt plan vil jeg udnytte min nationale position til at fremme arbejdet og give pondus i frontlinien for cyklisternes interesser.
Danmark og CF skal fremdeles være førende globale fyrtårne for cyklisme, men det kræver en helt anderledes dedikeret national satsning end der er lagt op til og afsat midler til ifølge de seneste langsigtede forlig og aftaler på transport- og mobilitets-fronten.
I den kommende mandat-periode sér jeg gerne CF søger at manifestere sig stærkt på strategisk udvalgte områder, såsom:
- Cyklen som et markant bidrag i klimakampen og den grønne omstilling,
- Cyklistsikkerhed- og tryghed
- Øget cyklistfremkommelighed
- Cykelparkering stærkt forbedret og udviklet
- Forbedret, udvidet og billigst mulig cykelmedtagning i kollektiv transport
- Udvikling af et digitalt stelnummer-system
- Statsligt understøttede økonomiske incitamenter for cykelpendlere for at bremse tilbagegangen i den danske cyklisme og dæmme op for en galoperende vækst i den danske bilisme
- Øget fokus på, hvordan vi sikrer økonomiske midler til vor indsats
Det er også en langsigtet vision for mig, at sekretariatet og Cyklistforbundet udvikles til et sprudlende aktivt heltids- og helårs brændpunkt samt videns- og kraftcenter for dansk cyklisme og internationale cykelrelationer, der udstyres med ressourcerne til at servicere cykelfolket med fuld kompetent styrke hele vejen året rundt.
Cyklistforbundet skal helst derhen, hvor stram økonomi og halvhjertet politisk opbakning er afløst af rigelige stabile drifts/udviklingsmidler og fuldtonet, fuldt finansieret, politisk støtte på alle niveauer, der matcher og helst overgår det hollandske niveau, både for forbundet og det samfund vi agerer i og for.
Danmark skal stræbe efter at blive cykelland nr. 1 i verden og det skal Cyklistforbundet medvirke til at sikre!