Uigennemtænkt lovforslag vil give mere trafik i byerne
Teksten er fra Cyklistforbundets nyhedsbrev Pedalkraft, som du kan abonnere på her.
Af Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet
Det var min forgænger som direktør, Klaus Bondam, der som borgmester i København stod i spidsen for ombygningen og den delvise lukning og fredeliggørelse af Nørrebrogade. En beslutning som de fleste i dag er glade for. Jeg tror ikke, der er mange, der ønsker den gamle ultrabefærdede Nørrebrogade tilbage. Men det er en type omlægning, som ikke vil kunne lade sig gøre fremover, hvis transportministeren får sin vilje med et nyt lovforslag om færdsel i byerne.
Det samme gælder den gennemførte lukning af den flersporede vej Thomas B. Thriges Gade i Odense. Et byudviklingsprojekt som Odense Kommune og Realdania i fællesskab vandt projektudviklingsprisen Building Awards 2022 for. Et visionært projekt, hvor juryens begrundelse bl.a. var: ”Projektet har samtidig fjernet den 'Berlinmur', der gennemskar købstaden, og som myldrende biler i alle døgnets timer var med til at fjerne noget af attraktionen ved H. C. Andersens by."
Heller ikke denne forandring, som fynboerne i dag knuselsker, ville kunne lade sig gøre i dag med det nye lovforslag. Og havde disse ændringer, som transportministeren nu ønsker, været gældende tidligere, ville man ikke have nogen gågader i Danmark, og masser af boligkvarterer ville have store mængder gennemkørende trafik. Det skriger til himlen.