I Cyklistforbundet ser vi et meget stort potentiale for at overflytte bilister til elcyklen på de længere ture. Elcyklen er et fantastisk redskab, som kan hjælpe rigtig mange mennesker. Dels giver den helt nye muligheder for at komme omkring på cykel, hvis kræfterne ikke er, hvad de har været. Dels giver den mulighed for at tilbagelægge længere distancer. Specielt i kombinationen af supercykelstier og elcykler ser Cyklistforbundet et stort potentiale. Desuden er der et potentiale for el-ladcykler, der bl.a. kan være med til at levere varer i byområderne.
Derfor mener vi, at kommuner og andre offentlige organisationer skal være med til at fremme brugen af el-cykler.
Vi mener også, at der skal holdes et vågent øje med, hvordan ulykkesstatistikken for elcyklister udvikler sig, da vi de seneste år har set et stigende antal ulykker på el-cykel.
Elcykler gør bilister til cyklister
Hovedparten af alle kørte ture på 5-11 kilometer foregår i bil. Den distance kunne med fordel for både den enkelte og samfundet tilbagelægges på elcykel. I dag er omkring hver tiende af alle solgte cykler eldreven. Danske Cykelhandlere forventer, at salget om et par år vil nærme sig en markedsandel på 25 pct., som det i dag ses i Tyskland og Holland.
Ulykkestallet er for højt
Tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af dødsulykker med elcykler er uforholdsmæssigt højt i forhold til antallet af danskere, der kører på elcykler. Specielt den ældre befolkning er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne.