Revideret Fingerplan 2019
Cyklistforbundets høringssvar i forbindelse med forslag til revideret Fingerplan – Fingerplan 2019. Afgivet d. 21. marts 2019.
Cyklistforbundet har læst forslaget til revision af håndbogen og benytter lejligheden til at kommentere på håndbogen mere generelt, selvom anledningen for nærværende revision er meget specifik.
Overordnet set skal god cykelparkering tilbyde den nødvendige kapacitet, være let at finde og kunne nås uden omveje og forhindringer. Cyklistforbundet vil derfor gerne udtrykke tilfredshed med, at håndbogen beskriver, hvad der bør ses som basal cykelparkering - fx princippet om at placere cykelparkering på vej til destinationen i stedet for efter. Nyere tiltag såsom flex-parkering, hvor cykler og biler deles om pladsen, er også godt beskrevet. Cyklistforbundet bemærker desuden en positiv sproglig ændring fra tidligere, hvor håndbogen beskrev, at man kunne ”overveje” ladcykelpladser til, at der nu står, at der ”bør reserveres plads til […] ladcykler.”
Samlet set vidner det om en voksende erkendelse af, at god og tilgængelig cykelparkering er et vigtigt element i arbejdet med at skabe de bedst mulige forhold for cyklister og et vigtigt element i at fastholde eksisterende cyklister og tiltrække nye.
Men Cyklistforbundet opfordrer samtidig til, at mere avancerede cykelparkeringsløsninger bliver beskrevet bedre. Udviklingen går stærkt – særligt bør man i disse år kigge til Holland, Tyskland og Belgien. Her findes meget fremsynede og intelligente løsninger – både hvad angår gadeplansparkering og større cykelparkeringshuse.
Det er i den sammenhæng symptomatisk for vejledningen, at bilparkeringshuse er beskrevet detaljeret, mens ditto for cykelparkering ikke er. Der savnes mere og konkret vejledning om cykelparkeringshuse.
Hvis de sidste mange års fald i cyklisme skal vendes, skal cyklen i så mange sammenhænge som muligt gøres til et ligeværdigt og attraktivt alternativ i bilen. Her må god og attraktiv cykelparkering – inklusiv mere avancerede cykelparkeringsløsninger, der udvikles ud fra nutidens behov og virkelighed - ikke undervurderes. Cyklistforbundet opfordrer derfor til et mere ambitiøst niveau på den del af håndbogen.
Håndbogens beskrivelser af bilafsætningspladser ifm. skoleafsætning bør tænkes mere holistisk og bør fremover inspireres af de igangværende forsøg i København, hvor hele zoner rundt om skoler forbyder adgang for biler for at inspirere skolebørnene til mere selvstændig færdsel.
Håndbogen bør desuden behandle spørgsmålet om mulighed for opladning af elcykler ifm. parkeringsanlæg. Stativerne findes i dag, også med gode aflåsningsmuligheder, og bør derfor være beskrevet i denne håndbog.
Cyklistforbundet opfordrer afslutningsvis til, at referencerne igennem hele dokumentet fremstår opdaterede og korrekte. Cyklistforbundet gør opmærksom på, at mange referencer går tilbage til en forældet Cykelparkeringshåndbøg. Den seneste er fra 2007.
Cyklistforbundets høringssvar i forbindelse med forslag til revideret Fingerplan – Fingerplan 2019. Afgivet d. 21. marts 2019.
Cyklistforbundets høringssvar i forbindelse med forslag til lov om anlæg af Nordhavnstunnel. Afgivet den 10. maj 2019.
Cyklistforbundets afdelinger i København og på Frederiksberg har afgivet hver deres høringssvar vedrørende etablering af Lynetteholm.